Avis: Eksplosivt FBI-notat belaster Donald Trump

Ifølge New York Times bad Donald Trump nu fyret FBI-chef om at lukke undersøgelse af rådgiver Michael Flynns forbindelser til Rusland

Donald Trump bad angiveligt FBI-direktør James Comey (øverst) om at droppe undersøgelsen af sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forbindelser til Moskva (Flynn hilser her på Vladimir Putin). (Foto: AP)
Donald Trump bad angiveligt FBI-direktør James Comey (øverst) om at droppe undersøgelsen af sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forbindelser til Moskva (Flynn hilser her på Vladimir Putin). (Foto: AP)

USA's præsident, Donald Trump, bad den nu fyrede FBI-chef James Comey om at afslutte en undersøgelse af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Det skriver New York Times, der henviser til et notat, som Comey skrev efter et møde i Det Ovale Kontor 14. februar.

- Jeg håber, at du kan se igennem fingre med det her ('I hope you can let this go', red.), sagde præsidenten angiveligt til Comey.

Flynn efterforskes for sine bånd til Rusland. Den tidligere general måtte forlade sin post som sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus efter blot 24 dage, da et kom frem, at han havde løjet om sin kontakt med den russiske ambassadør Sergey Kislyak.

Løj om Ruslands-kontakt
Ifølge New York Times er Donald Trumps opfordring til Comey bevis for, at han direkte forsøgte at påvirke FBI's efterforskning af en mulig forbindelse mellem Trumps inderkreds og Rusland.

Dermed kan Trump have gjort sig skyldig i 'obstruction of justice', der handler om, at man lægger hindringer i vejen for blandt andet politiets arbejde. Det er en alvorlig forbrydelse i USA.

Den fyrede FBI-chef James Comey under en høring i Kongressen 3. maj. (Foto: AP)
Den fyrede FBI-chef James Comey under en høring i Kongressen 3. maj. (Foto: AP)

Se også: Eks-spionchef: USA under angreb af Rusland - og Trump

Comey skrev sit notat umiddelbart efter mødet med præsident Trump, der fandt sted dagen efter Michael Flynn var blevet tvunget til at tage sin afsked. Det oplyser to personer, der har læst Comeys notat.

James Comey dokumenterede sit møde med Trump, fordi han angiveligt mente, at præsidenten havde blandet sig i den politimæssige efterforskning. New York Times skriver, at en FBI-agents notater anses for at være tungtvejende beviser i en eventuel retssag.

Comey skal have vist sit notat til andre FBI-ledere samt til personlige rådgivere. New York Times skriver, at avisen ikke har set notatet, men at en af James Comeys nære kolleger skal have læst notatets ordlyd op for avisens journalist.

Det Hvide Hus afviser
Det Hvide Hus afviser, at informationerne er rigtige. I en pressemeddelelse skriver Det Hvide Hus, at det 'ikke er en sandfærdig eller præcis beskrivelse af samtalen mellem præsidenten og hr. Comey'.

- Mens præsidenten gentagne gange har givet udtryk for, at general Flynn er en anstændig mand, der har tjent vores land, så har præsidenten aldrig bedt mr. Comey eller andre om at afslutte en efterforskning, inklusiv en efterforskning, der involverer general Flynn, lyder det.

Trump hilser på den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov, da det mødtes i Det Hvide Hus i sidste uge. (Foto: AP)
Trump hilser på den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov, da det mødtes i Det Hvide Hus i sidste uge. (Foto: AP)

Foto: AP Samfund - 16. maj. 2017 - kl. 14:57 Trodsig Trump tordner: Det er min ret at dele oplysninger med Rusland

Mistanken om Trump-inderkredsens upassende forbindelser til Moskva har hængt som en mørk sky over præsidentens snart 120 dage i Det Hvide Hus.

Alligevel kom det som en overraskelse, da Trump i sidste uge fyrede James Comey. Begrundelsen lød først, at Comey fik sparket, fordi han havde forkludret undersøgelsen af Hillary Clintons brug af en privat e-mailserver, mens hun var udenrigsminister.

Det troede kun få på, og Demokraternes mente, at Trump med fyresedlen forsøgte at lukke ned for FBI’s Ruslands-undersøgelse.

Blærerøven Comey
Det Hvide Hus har siden givet skiftede forklaringer på fyringen. Trump har selv fortalt, at han hele tiden havde ønsket at afskedige Comey, som han i et interview med NBC News kaldte for en 'showboat' – en blærerøv.

Efter fyringen af James Comey skrev Donald Trump en slet skjult trussel på sin Twitter-profil:

- James Comey må håbe, at der ikke findes 'bånd' af vores samtaler, før han begynder at lække noget til pressen, skrev han.

Trumps tweet.
Trumps tweet.

Se også: Avis: Trump afslørede hemmelige oplysninger for Rusland

Det er anden dag i træk, at Det Hvide Hus er i defensiven i spørgsmålet om Donald Trump og hans nærmeste folks forhold til Rusland.

Mandag skrev avisen Washington Post, at Trump havde afsløret hemmelige informationer, da han i sidste uge havde den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, samt ambassadør Sergey Kislyak på besøg i Det Hvide Hus.

Avisen skrev på baggrund af flere anonyme kilder, at Trumps snakkesaglighed kan have kompromitteret en vigtig efterretningskilde, der er tæt på terrorbevægelsen Islamisk Stat. Det Hvide Hus har kaldt historien for 'falsk'.

1 af 2 USA's præsident Donald Trump. (Foto: AP)
2 af 2 Donald Trump bad angiveligt FBI-direktør James Comey (øverst) om at droppe undersøgelsen af sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forbindelser til Moskva (Flynn hilser her på Vladimir Putin). (Foto: AP)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen