Avis: Modstander af rigsretssag mod Trump skifter parti

Jeff Van Drew, der er kongresmedlem for Demokraterne, vil skifte over til Republikanerne, skriver avis

Demokraten Jeff Van Drew vil skifte parti og fremover repræsentere Republikanerne i Repræsentanternes Hus i USA.

Det oplyser anonyme kilder med kendskab til hans beslutning til avisen The New York Times.

Ifølge kilderne informerede Van Drew lørdag sine medarbejdere om beslutningen. Han ventes officielt at foretage partiskiftet i næste uge.

The New York Times skriver også, at Van Drew fredag besøgte Donald Trump i Det Hvide Hus for at få den republikanske præsidents støtte til partiskiftet.

Jeff Van Drew er modstander af sit partis forsøg på at rejse en rigsretssag mod Trump.

Van Drew var således en af bare to demokrater, som den 31. oktober i Repræsentanternes Hus stemte imod at indlede en undersøgelse af Trump, som nu ser ud til at munde ud i en rigsretssag.

Fredag besluttede Retsudvalget i Repræsentanternes Hus ved en afstemning at anbefale en rigsretssag mod Trump.

Afgørelsen betyder, at hele Repræsentanternes Hus nu skal stemme om, hvorvidt der skal rejses en rigsretssag mod Trump. Det ventes at ske onsdag i næste uge, har kilder i Det Demokratiske Parti sagt.

Demokraterne har flertal i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne har majoriteten i Senatet. Jeff Van Drews skifte ændrer ikke på magtforholdet i Repræsentanternes Hus.

En eventuel rigsretssag mod Trump vil være den tredje mod en siddende præsident i USA's historie.

En rigsretssag finder ikke sted ved domstolene, men i Senatet. Hvis der kommer en rigsretssag mod Trump, ventes den i januar.

En talsperson fra Det Hvide Hus sagde fredag, at præsidenten "ser frem til i Senatet at få en ordentlig behandling og retfærdig rettergang."

Sagen er opstået på grund af en telefonsamtale, som Trump havde med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i juli.

Donald Trump beskyldes for have forsøgt at presse Ukraines præsident til at undersøge Joe Biden og dennes søn for korruption.

Demokraten Biden er en af Trumps politiske rivaler og blandt favoritterne til at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvalget næste år.

12 kommentarer
Vis kommentarer