Avis: Overvejer rigsretssag mod Trump

Den magtfulde Nancy Pelosi er ved at skifte holdning i spørgsmål om mulig rigsretssag mod præsident Trump

Nancy Pelosi overvejer angiveligt at rejse en rigsretssag mod den siddende præsident. Arkivfoto: AP/Evan Vucci
Nancy Pelosi overvejer angiveligt at rejse en rigsretssag mod den siddende præsident. Arkivfoto: AP/Evan Vucci

Topdemokraten Nancy Pelosi har længe været modstander af at rejse en rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump, men nu er hun ved at ændre holdning.

Anonyme kilder oplyser til avisen The Washington Post, at Pelosi i al stilhed har forhørt sig hos rådgivere og partifæller, om tiden er inde til at forsøge at stille Trump for en rigsret.

Det er angiveligt de seneste dages ballade om et opkald fra Trump til Ukraines præsident, som har fået Pelosi på andre tanker.

Trumps indrømmelse af, at han talte om den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden i samtalen med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij, kan ifølge Washington Post være dråben, som fik bægeret til at løbe over for Nancy Pelosi.

Trump skulle i samtalen med Zelenskij have forsøgt at presse ham til at grave belastende oplysninger op om Joe Bidens søn, Hunter Biden, der tidligere har gjort forretninger i Ukraine.

Blandt andet ved at true Zelenskij med at tilbageholde økonomisk støtte fra USA til Ukraine, hvis præsidenten ikke fandt noget 'snavs' på Hunter Biden, skriver The Washington Post.

Mandag aften havde Nancy Pelosi, der er Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, flere telefonsamtaler med rådgivere for at vejre stemningen for en rigsretssag mod Trump.

Og ifølge Washington Post' kilder anser flere, som tidligere har anset en rigsretssag som usandsynlig, det nu som uundgåeligt.

Ledende demokrater har angiveligt samtaler om at oprette en komité, som kan håndtere en rigsretsproces, skriver Washington Post-journalisten Rachel Bade på Twitter.

Ifølge avisens kilder mødes de pågældende demokrater tirsdag eftermiddag lokal tid for drøfte sagen.

Trump har sagt, at han 'overhovedet ikke' tager truslen om en mulig rigsret alvorligt.

Mandag gik Trump til angreb på Joe Biden, der aktuelt er favorit til at blive Det Demokratiske Partis kandidat ved præsidentvalget i efteråret 2020.

- Hvad Biden gjorde er en skændsel. Hvad hans søn gjorde er en skændsel. Sønnen tog imod penge fra Ukraine og fra Kina, sagde Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Trump underbygger ikke beskyldningerne mod Biden og hans søn.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere