Avis: Trump beordrede særanklager Mueller fyret

Trump trak angiveligt en ordre om at fyre Robert Mueller tilbage, da en rådgiver truede med at sige op

Hør optagelsen: Trump klar til afhøring under ed: - Jeg glæder mig! (Video: AP)

USA's præsident, Donald Trump, beordrede i juni sidste år den særlige anklager Robert Mueller fyret. Præsidenten ombestemte sig dog, da rådgiver i Det Hvide Hus Donald McGahn truede med at trække sig snarere end at følge ordren.

Det skriver avisen New York Times, der citerer fire unavngivne personer med kendskab til sagen.

Robert Mueller, der undersøger påstande om, at Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016 til Trumps fordel, er blevet gjort opmærksom på episoden inden for de seneste måneder.

Det er sket i forbindelse med, at hans efterforskere har afhørt tidligere og nuværende embedsmænd i Det Hvide Hus.

USA's præsident Donald Trump erklærer sig parat til at mødes med særanklager Robert Mueller. Foto: AP Politik - 25. jan. 2018 - kl. 01:43 Trump klar til afhøring under ed: - Jeg glæder mig!

Særanklager Robert Mueller undersøger blandt andet, om der var forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen. Foto: AP
Særanklager Robert Mueller undersøger blandt andet, om der var forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen. Foto: AP
 

Donald Trump mente ifølge de anonyme kilder, at Mueller var inhabil og ikke kunne lede undersøgelsen af den påståede kontakt mellem Rusland og Trump og hans medarbejdere forud for præsidentvalget i USA.

Trump pegede på i alt tre interessekonflikter, som han mente diskvalificerede Mueller til at lede efterforskningen.

For det første mente Trump, at en strid om gebyrer på hans golfklub i Sterling, Virginia, havde ført til, at Mueller havde opsagt sit medlemskab, skriver The New York Times.

Præsidenten mente også, at Mueller ikke kunne være upartisk, fordi han for nylig havde arbejdet for et advokatfirma, der tidligere havde repræsenteret Trumps svigersøn, Jared Kushner.

Trump sagde også, at Mueller, dagen før han blev udpeget til særlig anklager i Rusland-sagen, havde været til en samtale, der handlede om at vende tilbage til jobbet som direktør for det føderale politi, FBI.

Men rådgiver Donald McGahn nægtede altså at følge ordren om at fyre Mueller. McGahn sagde, at han hellere ville sige op, oplyser de anonyme kilder til The New York Times.

Det fik angiveligt Trump til at trække ordren tilbage.

Robert Mueller blev udpeget til særlig anklager i Rusland-undersøgelsen i maj sidste år.

Han var direktør for FBI fra 2001 til 2013.

OVERBLIK: Rusland-undersøgelsen

Amerikanske efterretningstjenester mener, at Rusland prøvede at påvirke udfaldet af præsidentvalget i 2016. Justitsministeriet har udpeget den tidligere FBI-chef Robert Mueller til særlig anklager for at komme til bunds i sagen.

Mueller efterforsker blandt andet, hvorvidt der var samarbejde mellem Rusland og Trump-lejren under valgkampen. Han undersøger også, hvorvidt præsident Trump forsøgte at forhindre en politimæssig efterforskning, da han fyrede FBI-chef James Comey sidste år.

Der er løbende kommet nye historier frem om kontakter mellem Trumps inderkreds og Rusland.

Selv har Trump afvist, at der er kød på sagen. Han kalder undersøgelsen for en 'heksejagt'.

* Folkene omkring Trump:

Flere ledende kampagnefolk er blevet sigtet i forbindelse med undersøgelsen. Det drejer sig om præsidentens tidligere kampagnechef Paul Manafort og hans forretningspartner Rick Gates, der begge er anklaget for skatteunddragelse og hvidvask af penge.

Desuden har den udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos tilstået, at han løj over for FBI om et møde med russiske kontakter.

Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har også erklæret sig skyldig i at have løjet for FBI om indholdet af et møde med den russiske ambassadør i januar 2016.

I juli indrømmede præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., at han mødtes med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja i juni 2016, efter at hun via en mellemmand havde sagt, at hun havde smuds på Hillary Clinton.

Justitsminister Jeff Sessions samt præsidentens svigersøn Jared Kushner er også genstand for undersøgelsen.

* Trump selv:

Trump fyrede i maj den daværende FBI-direktør James Comey, som efterforskede påstande om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

I juni kom det frem, at præsidenten selv blev undersøgt for muligvis at have forhindret efterforskernes arbejde - både ved at have fyret James Comey samt for måske at have givet ordre til at stoppe en undersøgelse af præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

183 kommentarer
Vis kommentarer