Avis: Trumps folk er i Nordkorea for at forberede topmøde

Trods skiftende meldinger om topmøde sender USA embedsmænd til Nordkorea for at forberede mødet, skriver avis.

Foto: AP
Foto: AP

Amerikanske embedsmænd er søndag rejst ind i Nordkorea for at tale om forberedelserne til et topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un.

Det siger en kilde med kendskab til sagen til avisen Washington Post.

Washington Post skriver, at USA har indkaldt Sung Kim til at stå i spidsen for forberedelserne af topmødet. Han er USA's tidligere ambassadør i Sydkorea, og han har deltaget i atomforhandlinger med Nordkorea for et årti siden.

Sung Kim har flere højtstående amerikanske embedsmænd med sig, skriver Washington Post.

Delegationen ventes at skulle fokusere på indholdet i det måske kommende topmøde, herunder spørgsmålet om Nordkoreas atomvåbenprogram.

Der har ellers hersket stor usikkerhed om, hvorvidt topmødet overhovedet vil finde sted.

Oprindeligt offentliggjorde Trump, at han ville mødes med Kim Jong-un i Singapore 12. juni.

Men torsdag aflyste den amerikanske præsident sit planlagte møde med Kim Jong-un med en begrundelse om Nordkoreas "åbenlyse fjendtlighed".

Efter aflysningen gik der ikke mere end 24 timer, før Trump skiftede holdning. Det skete i et tweet fredag. Her skrev han, at USA havde "meget produktive samtaler med Nordkorea" om alligevel at gennemføre topmødet.

Natten til søndag dansk tid meddelte Trump så, at drøftelserne om et topmøde med Nordkoreas Kim Jong-un den 12. juni forløber "rigtig, rigtig godt".

- Det går fint fremad. Vi kigger på den 12. juni i Singapore. Det har ikke ændret sig, sagde Trump ifølge flere nyhedsbureauer.

Det var anden dag i træk, at den amerikanske præsident talte bekræftende om de ellers omtumlede planer for topmødet.

Lørdag krydsede den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, grænsen mod nord for at mødes med Kim Jong-un og tale om den nordkoreanske leders kommende topmøde med Trump.

82 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere