Avis: Trumps kampagnechef mødtes med WikiLeaks-stifter

Både Paul Manafort og Julian Assange afviser, at de nogensinde har mødt hinanden

WikiLeaks-stifter Julian Assange har fået eksil på Ecuadors ambassade i London. Foto: AP
WikiLeaks-stifter Julian Assange har fået eksil på Ecuadors ambassade i London. Foto: AP

Paul Manafort, Donald Trumps tidligere kampagnechef, mødtes i hemmelighed med WikiLeaks-stifter Julian Assange omkring tidspunktet i 2016, hvor Manafort blev ansat af Trumps præsidentkampagne. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Advokater for både Assange og Manafort har afvist artiklen som falsk.

Hvis oplysningerne bliver bekræftet, kan der muligvis peges på en direkte forbindelse mellem Trump-kampagnen og Wikileaks, der offentliggjorde titusinder af e-mails, som russiske hackere stjal under det amerikanske præsidentvalg i 2016.

The Guardian, der ikke har identificeret sine kilder, skriver, at Paul Manafort havde et møde med Julian Assange på Ecuadors ambassade i London 'omkring marts 2016' - samme måned, som russiske hackere begyndte at stjæle e-mails fra Clinton-kampagnen.

'Fuldstændig falsk'
I en udtalelse til avisen kalder Paul Manafort, 69, artiklen 'fuldstændig falsk og bevidst krænkende' og tilføjer, at han undersøger sine muligheder for at lægge sag an mod den britiske avis.

- Jeg har aldrig mødt Julian Assange eller nogen, der har forbindelse til ham. Jeg er aldrig blevet kontaktet af Wikileaks, hverken direkte eller indirekte. Jeg har aldrig forsøgt at etablere kontakt til Assange eller WikiLeaks under nogen omstændigheder, lyder det.

Paul Manafort (th) ses her i et foto fra 21. juli 2016 sammen med daværende præsidentkandidat Donald Trump og Ivanka Trump. Foto: AP
Paul Manafort (th) ses her i et foto fra 21. juli 2016 sammen med daværende præsidentkandidat Donald Trump og Ivanka Trump. Foto: AP
 

Julian Assanges advokat, Carlos Poveda, kalder også artiklen for falsk. Samtidig skriver Wikileaks på Twitter, at man er villig til at 'vædde en million dollars' på, at Manafort aldrig har mødt Assange,

The Guardian citerer to uidentificerede kilder, der påstår, at Manafort har holdt møde med Julian Assange på ambassaden i 2013, 2015 samt foråret 2016.

Trump-kampagnen meddelte 29. marts 2016, at man havde ansat Paul Manafort, der var en kendt politisk rådgiver og lobbyist. I maj blev Manafort forfremmet til kampagnechef.

Dømt for skattesvindel
Allerede tre måneder senere forlod han dog Trump-kampagnen, da det stod klart, at han i årene forinden havde arbejdet for pro-russiske kræfter i Ukraine.

Paul Manafort blev senere efterforsket og tiltalt i forbindelse med særanklager Robert Muellers vidtforgrenede Rusland-undersøgelse.

Manafort afventer i dag strafudmålingen i et sagskompleks, der omhandler en række økonomiske forbrydelser herunder hvidvaskning og skattesvindel. Han risikerer at skulle tilbringe årtier i fængsel.

Paul Manafort, 69, er dømt for en række økonomiske forbrydelser, der kom for dagen lys, da han blev efterforsket af særanklager Robert Mueller. Foto: AP
Paul Manafort, 69, er dømt for en række økonomiske forbrydelser, der kom for dagen lys, da han blev efterforsket af særanklager Robert Mueller. Foto: AP
 

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere