Bagmandspolitiet dropper at rejse en sag mod Dansk Folkepartis Anders Vistisen i den såkaldte Meld- og Feld-sag.
Det oplyser forsvarsadvokat Kåre Pihlmann torsdag, efter DF's næstformand, Morten Messerschmidt, er blevet tiltalt for misbrug af knap 100.000 kroner.
'Sagen er påtaleopgivet på Anders Vistisen. Vi har ingen bemærkninger til sagen,' skriver Kåre Pihlmann i en sms.
Anders Vistisen var kasserer i Meld, da en partialliance i EU betalte knap 100.000 kroner i støtte til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.
På mødet i Skagen var der stort set ikke noget omkring EU på dagsordenen, alligevel blev der givet støtte fra EU - via Meld - til arrangementet.
Regler i EU slår fast, at midler fra EU-partier - i dette tilfælde partialliancen Meld - 'ikke må bruges som direkte eller indirekte finansiering af andre partier, og i særdeleshed ikke nationale partier og kandidater'.
Anklagemyndigheden mener med påtaleopgivelsen af Anders Vistisen, at der ikke er tilstrækkelig med bevis til, at DF'eren kan blive dømt.
Modsat ser anklagemyndigheden på Morten Messerschmidt, der i dag er næstformand i Dansk Folkeparti og medlem af Folketinget. Han er netop blevet tiltalt for de 100.000 kr. til sommergruppemødet i 2015.
'Morten Messerschmidt ser frem til at få sagen afsluttet så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg forventer naturligvis en fuldstændig frifindelse, oplyser advokat Peter Trudsø.
14 afhøringer
Det var i 2016, at Morten Messerschmidt blev meldt til politiet for muligt svig med offentlige midler i Meld og Feld - henholdsvis en alliance af partier i EU og en fond.
Bagmandspolitiet har indtil videre gennemført 14 afhøringer i Danmark og i udlandet. En af dem er DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Adskillige gange har politiet udskudt en afgørelse. Nu er tiltalen så klar - næsten. Folketinget skal godkende først, oplyser Anklagemyndigheden.
- Jeg kan bekræfte, at Rigsadvokaten har indstillet til Justitsministeriet, at Folketinget giver samtykke til at rejse tiltale mod et medlem af Folketinget i den såkaldte Meld- og Feld-sag, siger Jens Fuglsang Edelholt, presserådgiver, anklagemyndigheden.
Tulles højre hånd
Dansk Folkepartis sag om misbrug af EU-penge involverer også DF-formand Kristian Thulesen Dahls højre hånd.
Dansk Folkepartis administrationschef, Jeanie Nørhave, udgav sig for at være to forskellige hotelchefer på kontrakter med den skandaleramte partialliance, Meld.
Det viser kontrakter med Hotel Koldingfjord og Color Hotel Skagen underskrevet i henholdsvis 2014 og 2015, som Ekstra Bladet er i besiddelse af. Hoteldirektøren i Skagen føler sig misbrugt.
Du kan læse Ekstra Bladets første afsløringer af DF-opholdet i Skagen her.
Programmet, som blev sendt ind til EU, så noget anderledes ud end Dansk Folkepartis program.