Ballon-baby skal drille Trump i London

Aktivister vil sende en seks meter høj ballon, der forestiller præsident Trump som en baby, i luften, når han besøger London i næste uge

Det er denne ballon, der skal 30 meter op i luften næste fredag. Foto: Ritzau/Scanpix
Det er denne ballon, der skal 30 meter op i luften næste fredag. Foto: Ritzau/Scanpix

Opfører den amerikanske præsident sig som en baby? Det mener en flok engelske aktivister, at han gør, og det vil de gerne drille Trump med.

Derfor har aktivisterne indsamlet omkring 135.000 kroner til en gigantisk ballon, som skal svæve over Parliament Square i London fredag 13. juli om morgen i to timer, når præsidenten er på et officielt besøg i det britiske parlamentet.

- Præsident Trump lader til at hade det, når folk gør grin med ham. Så når han besøger Storbritannien i næste uge, skal han vide, at hele landet ser ned på ham og griner. Derfor har vi samlet ind til den seks meter høje ballon, der er lavet af et professionelt firma, som skal flyve over Parliament Square under Trumps besøg, siger miljøaktivisten Leo Murray, der er ophavsmand til den store ballon, til BBC.

Ikke nemt at få tilladelse
Leo Murray forklarer også, at det ikke var helt nemt at få tilladelse til at lade ballonen komme i luften. I første omgang ville borgmesterkontoret i London ikke anerkende baby-Trump som en protest.

Over 10.000 personer underskrev efterfølgende en protest over afslaget i håb om, at borgmesterkontoret ville ændre mening om ballonens skæbne.

I sidste ende overgav borgmester Sadiq Khan sig og gav lov til, at den seks meter høje ballon må svæve 30 meter over byen fredag morgen.

'Borgmesteren støtter retten til fredelige protester og forstår, at den slags kan foregå på mange forskellige måder', har en talsmand fra borgmesterkontoret efterfølgende udtalt.

Skal verden rundt
Selvom at tilladelsen fra Londons borgmester er i hus er det endnu ikke helt sikkert, at baby-Trump kommer i luften. Parliament Square er beliggende i et område af London, hvor der er begrænset tilladelse til at benytte luftrummet, men folkene bag ballonen er ret sikre på, at de får den sidste nødvendige tilladelse fra politiet.

Når ballonen er færdig med at drille Trump i London er planen, at den skal sendes på en rundtur ud i verden, hvor den skal 'drille' præsidenten på hans forskellige officielle statsbesøg.

80 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere