Barfoed: Derfor stopper jeg

- Jeg er ikke længere folketingsmedlem, og så må man gøre sig nogle overvejelser

Lars Barfoed er færdig i dansk politik.
Lars Barfoed er færdig i dansk politik.

Lars Barfoed trækker sig fra dansk politik. Det bekræftede den tidligere konservative selv på sin facebook-side onsdag eftermiddag. Årsagen skal findes i det skuffende resultat ved det seneste folketingsvalg, hvor Lars Barfoed trods 2606 stemmer ikke blev valgt ind i sin kreds på Frederiksberg.

Vælgerlussingen var til at føle på for den tidligere minister, der efterfølgende besluttede sig for at trække stikket.

- Efter valget har jeg brugt sommeren til at tænke mig grundigt om. Skulle jeg blive i dansk politik og satse på at generobre mit mandat, eller sige, at det var et godt tidspunkt, mens jeg stadigvæk har mange gode arbejdsår foran mig, at vende tilbage til den private sektor. Jeg har så meddelt min lokale formand, at jeg stopper, siger Lars Barfoed til Ekstra Bladet.

I stedet jagter Lars Barfoed et almindeligt job, og mon ikke hans CV nok skal bære ham frem i lyset. Således har Barfoed været folketingsmedlem, formand for de Konservative, justitsminister, transportminister og minister for familie og forbrugeranliggender, ligesom han før sin tid i Folketinget havde gang i en lovende karriere.

- Jeg ved stadigvæk ikke, hvad der skal ske. Men det skal være noget, som er relevant i forhold til de ting, som jeg har arbejdet med. Jeg har været direktør i finansrådet og har sikkert lært noget af de 14 år i Folketinget, hvor jeg både var minister og folketingsmedlem, forklarer han.

Se også: Lars Barfoed stopper i politik

De Konservative bliver mindre og mindre for hver gang vi afholder et folketingsvalg i Danmark. Spørger man Barfoed, så er det netop den negative udvikling, som står højst på listen over ting, som han ville ønske, han kunne have gjort anderledes.

- Det ærgrer mig, at det ikke lykkedes mig at vende udviklingen, mens jeg var formand. Der skulle længere tid til, og det var også derfor, at jeg sagde, at vi nu måtte tage det generationsskifte sidste sommer, siger Barfoed med henvisning til at Søren Pape Poulsen overtog som formand i 2014.

Gode minder
Til gengæld er der masser af gode minder at trække på for Lars Barfoed. Især tiden som trafikminister springer ud på den positive skala.

- Jeg hæfter mig ved de ting, hvor jeg har gjort en forskel. Alle de mange infrastrukturprojekter, som jeg fik sat i gang som transportminister, hvor jeg havde hundredvis af milliarder at gøre godt med. Bedre togbaner, motorvejsprojekter og bedre cykelstier. Meget af det, som vi satte i gang, bliver der fortsat arbejde på. Det har været rigtig positivt, fortæller Barfoed.

Mens de Konservative bliver mindre og mindre vokser et parti som Liberal Alliance dag for dag. Men Lars Barfoed insisterer på, at de Konservative har en plads i dansk politik.

- De konservative må bare arbejde videre på at få de konservative borgere til at stemme konservativt. Men det er ikke noget, som jeg har tænkt mig at blande mig i fremover, siger den tidligere partiformand.

Se også: Overrasket Barfoed: Jeg havde forventet at blive valgt

Nu står den på jobjagt, og måske endda lidt pressetid. For samspillet med pressen er nemlig noget, som Barfoed kommer til at savne, også selv om den tidligere har bragt ham i fedtefadet. 

- Jeg har altid været glad for at kommunikere med medierne, og det kan meget vel være, at jeg havner et sted, hvor jeg fortsat kan gøre det. Kontakten med medierne har jeg altid været glad for. Det har jeg altid syntes var spændende og positivt.

Hvad så om fire år, når der er valg igen? Så stiller du vel bare op igen?

- Nej, jeg forlader politik nu, og jeg kommer ikke tilbage.

51 kommentarer
Vis kommentarer