Barolo-Mogens svarer på kritik: - Alle rådsmøder har selvfølgelig betydning

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) fastholder, at det var o.k. at melde afbud til rådsmøde i EU

Her ses Mogens Jensen (S), da han ankommer  til Amalienborg, hvor den nye regering skulle præsenteres. Foto:  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Her ses Mogens Jensen (S), da han ankommer til Amalienborg, hvor den nye regering skulle præsenteres. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fødevareminister Mogens Jensen (S) fik tidligere på sommeren hård kritik for at droppe et møde i EU's ministerråd for landbrug og fiskeri for i stedet at tage på ferie i vin-mekkaet Barolo-distriktet i Italien.

Se også: Dropper vigtigt EU-møde: Vil hellere på ferie i vin-mekka

Blandt andet mente Venstres medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen, at det grænsede til pligtforsømmelse:

- (...) Det er svært at komme i tanke om et møde, der er vigtigere for Danmarks fødevareminister at deltage i. At ministeren vælger ikke at møde op og repræsentere de danske interesser, er ikke bare et dårligt signal til resten af Europa. Det er i mine øjne grænsende til pligtforsømmelse, siger han.

- Når man inviteres til et ministerrådsmøde, bør man altid møde op, for der foregår også rigtig mange ting mellem de officielle møder. Det er jo på gangene, tingene sker - og du får ikke den korridorsnak , når du sidder i en havestol, siger han.

Mogens Jensen erkender nu i et svar til Folketingets  miljø- og fødevareudvalg, at rådsmøderne er vigtige, men understreger samtidig, at der ikke skulle træffes beslutninger: 

'Der er hvert år ca. 9-11 rådsmøder (landbrug og fiskeri) samt 2 uformelle rådsmøder (landbrug). Alle rådsmøder har selvfølgelig betydning, men det er særligt vigtigt med ministerdeltagelse, når der skal træffes egentlige beslutninger. På rådsmødet var Danmark repræsenteret ved den stedfortrædende faste repræsentant fra den danske EU-repræsentation i Bruxelles og på kontorchefniveau fra Miljø- og Fødevareministeriet. Talepunkterne til brug for rådsmødet var ministergodkendt. Der var ingen punkter på dagsordenen for rådsmødet (landbrug og fiskeri) 15. juli 2019, hvor der skulle træffes beslutninger', skriver Mogens Jensen i svaret.   

Se også: Venstre raser over Barolo-Mogens: Grænser til pligtforsømmelse

Under valgkampen slog Socialdemokratiet igen og igen fast, at man vil kæmpe for et bedre klima og for bæredygtige fødevarer. Mogens Jensen erkender da også i svaret, at  mødet i EU indebar en 'drøftelse af landbrugspolitikkens grønne ambitioner, hvilket er et væsentligt punkt for regeringen.'

Men det var åbenlyst ikke mere væsentligt, end at den drøftelse kunne klares af en embedsmand:

'Der skulle således heller ikke forhandles eller træffes beslutning i forhold til punktet om reformen af den fælles landbrugspolitik. Punktet indebar en drøftelse af landbrugspolitikkens grønne ambitioner, hvilket er et væsentligt punkt for regeringen. Derfor var det vigtigt for mig, at det blev understreget fra dansk side, at det er nødvendigt med et højt grønt ambitionsniveau, og at landbrugspolitikken skal spille en væsentlig rolle i den sammenhæng. I forlængelse heraf blev det fremhævet, at regeringen har sat et ambitiøst mål om en reduktion af drivhusgasudledninger med 70 % i 2030 (i forhold til 1990)', skriver Mogens Jensen.   

Næste møde i EU's ministerråd for landbrug og fiskeri er 16. september.

Se også: Mogens valgte Barolo: Jeppe tog til Bruxelles

Derfor var mødet vigtig

Det vigtigste punkt på dagsordenen ved mødet i ministerrådet for landbrug og fiskeri i mandags var lovgivningsmæssige forhandlinger om reformpakken for den fælles landbrugspolitik efter 2020 i EU (Common Agricultural Policy, CAP, red.).

Kommissionen er tidligere kommet med et forslag til reform af den fælles landbrugspolitik, og det er det, ministerrådet for landbrug og fiskeri diskuterer og forhandler om.

Ifølge Det Europæiske Råds hjemmeside udvekslede ministrene på mødet synspunkter ’om de miljø- og klimarelaterede aspekter af reformpakken for den fælles landbrugspolitik efter 2020 og fokuserede især på de elementer, som medlemsstaterne anser som afgørende for at opfylde et højere ambitionsniveau vedrørende miljø og klima, og på, hvordan de foreslåede regler kan forbedres i praksis for at nå dette mål’.

Ifølge Det Europæiske Råd gik Mogens Jensen også glip af, at flere ministre under drøftelsen ’understregede betydningen af at sikre tilstrækkelig fleksibilitet for bedre at kunne tilpasse kravene om højere miljø- og klimaambitioner til medlemsstaternes behov og forenkle reglerne til gavn for både landbrugere og nationale myndigheder’.

Flere ministre mente desuden, at ’disse højere ambitioner bør ledsages af passende finansiel støtte’.

Sukker og svinepest

Den nye landbrugsaftale forventes at træde i kraft 1. januar 2021 og gælde frem til 2028.

Ud over diskussioner om CAP ville Mogens Jensen på mødet i mandags også have hørt om, hvordan det nye finske formandskab vil prioritere området. Ligesom rådet blev orienteret om sukkermarkedet, resultater af frihandelsforhandlingerne mellem EU og Mercosur-landene Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.

Desuden skulle ministrene have en status for afrikansk svinepest, dyrevelfærd under transport, plantebeskyttelsesmidler og skadedyrskontrol, resultatet af den tredje landbrugsministerkonference mellem EU og Den Afrikanske Union, BIOEAST-initiativet og den vanskelige situation i rissektoren.

205 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere