Alice Johnson, 63, kunne onsdag forlade fængslet i Alabama og for første gang i 21 år omfavne sine børn og børnebørn som en fri kvinde.
Alice Johnson blev løsladt få timer efter, at præsident Donald Trump havde benådet hende. Hun afsonede en straf på livstid for en ikke-voldelig narkoforbrydelse.
- Jeg er fri til at omfavne min familie. Jeg er fri til at leve livet. Jeg er fri til at begynde forfra, siger Alice Johnson ifølge den fremmødte presse.
Reality-stjernen Kim Kardashian mødte sidste uge præsident Trump i Det Hvide Hus og lagde et godt ord ind for den livstidsdømte bedstemor.
Mønsterfange
Det Hvide Hus bekræfter benådningen i en skriftlig kommentar.
- Fru Johnson har taget ansvar for sine handlinger og været en mønsterfange i to årtier.
- Selv om denne regering altid vil stå for en hård kurs over for kriminelle, mener den også, at de, der har betalt deres gæld til samfundet og forbedret sig, har fortjent en ny chance.
Efter besøg af realitybabe: Trump benåder stofsælgende bedstemor
Alice Johnsons datter, Tretessa Johnson, siger i et interview med NBC News, at hendes mor er lykkelig.
- Jeg takker Kardashian af hele mit hjerte. Det gør jeg virkelig. Jeg vil aldrig glemme, hvad hun har gjort, siger hun.
- Og jeg takker præsident Trump for at vise min mor nåde og give hende en ny chance. Det redder virkelig hendes liv, siger datteren.
Takker Trump
Kim Kardashian har i flere tweets takket både Trump, hans svigersøn, Jared Kushner, samt alle, der har 'udvist medfølelse og arbejdet for at få Johnson løsladt'.
Kardashian fik kendskab til Alice Johnsons sag via de sociale medier. Ifølge aktivister er Alice Johnson blevet dømt urimeligt hårdt.
I 1996 blev Alice Johnson idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, efter at hun tilstod, at hun havde været sendebud i en narkoorganisation.
Præsident Barack Obama overvejede at benåde Alice Johnson, men han afslog anmodningen få dage før, han forlod Det Hvide Hus.
Det skete efter anbefaling fra justitsministeriet. Der er ingen oplysninger om, hvorfor ministeriet dengang frarådede en benådning.