Berømt forfatter blandt 551 nye coronadøde i Spanien

Den chilenske forfatter Luis Sepúlveda er død i Oviedo efter at være testet positiv for seks uger siden

Bygningsarbejedere med mundbind i den sydspaneske by Ronda. Efter påsken har regeringen i Madrid åbnet lidt op efter nedlukningen af landet som følge af coronavirus. Det gælder blandt andt byggeri. Foto: Jon Nazca/Reuters
Bygningsarbejedere med mundbind i den sydspaneske by Ronda. Efter påsken har regeringen i Madrid åbnet lidt op efter nedlukningen af landet som følge af coronavirus. Det gælder blandt andt byggeri. Foto: Jon Nazca/Reuters

Dødstallet i Spanien efter coronavirus er inden for det seneste døgn steget med 551 mod 523 døgnet forinden, oplyser regeringen torsdag ifølge Reuters.

Det bringer det samlede dødstal op på 19.130.

Men opgørelsen tegner fortsat et lysere billede af situationen. Det er ikke mere end to uger siden, at antallet af døde i Spanien i flere dage lå over 900 om dagen.

Store dele af Spanien holder fortsat lukket, selv om der er sket nogle lempelser efter påskeferien. Det gælder blandt inden for byggeri og visse produktionsvirksomheder.

Men regeringen opfordrer fortsat folk til at holde afstand og blive inden døre og kun begive sig ud for at købe mad og medicin.

Nedlukningen af landet skal opretholdes til 26. april.

Blandt de døde inden for det seneste døgn er den berømte chilenske forfatter Luis Sepúlveda, der var bosiddende i Spanien. Det skriver avisen El Pais.

Han døde torsdag i byen Oviedo af covid-19. Han blev 70 år.

Det er sket, seks uger efter at han blev testet positiv for coronavirus, oplyser hans spanske forlag, Tusquets.

- Vi sørger dybt over tabet af ham, hedder det.

På dansk er udgivet hans roman 'Skyggen af hvad vi var engang'.

Sepúlveda var i 70'erne en del af den radikale venstrefløj i Chile og modstander af diktator Augusto Pinochets regime.

Han blev fængslet i to et halvt år under generel Pinochet og udsat for tortur, lige som det skete for mange andre venstreorienterede. Flere tusinde blev myrdet.

En fascination af tysk litteratur bragte ham i 1979 til Tyskland, hvor han slog sig ned i Hamburg og arbejdede som rejsende korrespondent for flere medier i Latinamerika og Afrika.

2 kommentarer
Vis kommentarer