Biden advarer: Cyberangreb kan føre til rigtig krig

USA er i år blevet ramt af flere omfattende hackerangreb, som landet beskylder Kina og Rusland for at stå bag

Joe Biden holder tale under et besøg hos USA's nationale efterretningstjeneste. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Joe Biden holder tale under et besøg hos USA's nationale efterretningstjeneste. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

USA kan i yderste konsekvens ende i en 'rigtig krig med kugler' mod en anden stormagt, hvis landet bliver udsat for et særligt skadende cyberangreb.

Det siger præsident Joe Biden tirsdag i en tale i forbindelse med et besøg hos USA's nationale efterretningstjeneste.

Cybersikkerhed er de seneste måneder kommet øverst på dagsordenen for Bidens administration, efter at USA er blevet ramt af række store hackerangreb.

Og præsidentens kommentar understreger, hvad regeringen i Washington D.C. ser som en voksende trussel fra Rusland og Kina.

Hackerangrebene er blandt andet gået ud over softwarevirksomheden SolarWinds, selskabet bag USA's største brændstofrørledning, Colonial Pipeline, kødproducenten JBS samt flere amerikanske ministerier.

Nogle af angrebene har sågar påvirket forsyninger af brændstof og fødevare i dele af USA, og de kan i værste fald få endnu mere alvorlige konsekvenser.

- Jeg tror, det er mere end sandsynligt, at hvis vi ender i en rigtig krig med kugler mod en stormagt, så kommer det til at være som en konsekvens af et cyberangreb med omfattende følger, siger Biden i sin tale.

Cybersikkerhed var også på dagsordenen, da Joe Biden mødtes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på et topmøde i Schweiz 16. juni.

Her præsenterede Biden blandt andet sin russiske modpart for en liste med kritisk infrastruktur, som USA betragter som værende fuldstændig forbudt at røre ved for andre statslige aktører.

Siden da har ledende embedsmænd i Bidens administration været i konstant kontakt med embedsmænd i Kreml omkring hackerangrebene mod USA.

Det har Det Hvide Hus tidligere oplyst.

I sin tale tirsdag understreger Biden også, hvordan Kina ifølge USA truer den globale verdensorden.

Det gør han med henvisning til, at Kinas præsident, Xi Jinping, er 'dødsensalvorlig omkring at gøre landet til den største militære magt i verden og den største økonomi inden midten af 2040'.