Det kom bag på stort set hele verden, da man pludselig så USA's præsident, Joe Biden, gå rundt i Kievs gader ved siden af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag formiddag.
Ekstremt meget sikkerhed er gået forud for besøget af Joe Biden, der indtil nu ikke har besøgt Ukraine, siden Ruslands invasion for snart et år siden.
Og ifølge Hans Mouritzen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er besøget stort.
- De fleste lande, der ønsker at være allierede med USA, vil også gerne have besøg af selveste præsidenten. Det er jo kronen på værket for Ukraine, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Har andet at tænke på
Men alligevel mener Hans Mouritzen ikke, at det vil gøre den store forskel for Ukraine.
- Zelenskyj har jo haft besøg af næsten alle vestlige ledere efterhånden, og han har også stillet op i Kongressen, så jeg synes ikke, at marginalnytten er specielt stor.
- Det er ikke så mange procent oven i det, han i forvejen har opnået.
- Hvad tror du, Vladimir Putin tænker om besøget?
- Han ved jo godt, han har hele den vestlige verden imod sig, det er jo ikke noget nyt. Jeg tror også, at han har andet at tænke på end det, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kæmpe sikkerhedsopbud
Flere vestlige statsledere har allerede besøgt den ukrainske præsident, men sikkerheden skal være ekstra høj, når den amerikanske præsident skal på besøg, forklarer Hans Mouritzen.
- Den amerikanske præsident er jo omgivet af vildt høje sikkerhedsforanstaltninger, så derfor har han været på besøg tidligere.
Under besøget blev det desuden annonceret, at USA vil bidrage med yderligere støtte som militært udstyr, herunder artilleriammunition og haubitser.