Biden forsvarer exit: Afghanere skal selv styre fremtiden

USA gik ikke ind i Afghanistan for at bygge en nation. Det er op til det afghanske folk, siger Joe Biden

Biden har længe været en skeptiker af USA's 20 år lange militære tilstedeværelse i Afghanistan. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Biden har længe været en skeptiker af USA's 20 år lange militære tilstedeværelse i Afghanistan. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, forsvarer sin beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Afghanistan.

Han siger, at det er op til det afghanske folk selv at styre deres fremtid.

- Vi opnåede det, vi kom for. Vi gik ikke ind i Afghanistan for at bygge en nation. Og det er alene det afghanske folks ret og ansvar at styre deres fremtid og beslutte, hvordan de vil styre landet, siger Joe Biden.

Han henviser til, at det originale formål med at invadere landet var at få slået al-Qaeda-bevægelsen ned og forhindre endnu et angreb mod USA, som det der fandt sted 11. september 2001.

Arkitekten bag det angreb, Osama bin Laden, blev dræbt af amerikanske styrker i Afghanistans naboland Pakistan i 2011.

Siden de internationale styrker i begyndelsen af maj begyndte at trække sig ud af landet, har den militante islamistiske bevægelse Taliban vundet frem.

Bevægelsen har erobret kontrollen over en tredjedel af landets cirka 400 distrikter ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fredag - timer efter Bidens tale - oplyser Taliban, at gruppen har erobret en vigtig overgang ved grænsen til Iran. Taliban-forhandler Shahabuddin Delawar hævder fredag, at gruppen har kontrol over 85 procent af Afghanistans territorium.

Men Biden holder fast i, at det afghanske militær har færdighederne til at holde Taliban stangen.

Han afviser samtidig meldinger om, at amerikanske efterretningstjenester skulle have forudset, at den afghanske regering vil kollapse inden for seks måneder efter tilbagetrækningen.

USA vil have trukket stort set alle sine styrker ud af landet senest 31. august. Tilbage bliver dog omkring 650 tropper, som skal sørge for sikkerheden på USA's ambassade i hovedstaden, Kabul.

Biden har længe været en skeptiker af USA's 20 år lange militære tilstedeværelse i Afghanistan. Og han afviser, at han så meget som overvejer at omgøre sin beslutning.

- Jeg vil ikke sende endnu en generation af amerikanere i krig i Afghanistan uden nogen rimelig forventning om, at der kan komme et andet udfald, siger Biden.

2448 amerikanere er blevet dræbt i krigen i Afghanistan. Derudover er 20.722 blevet såret.