Blinken: USA har ingen interesse i at købe Grønland

Tidligere præsident Donald Trump viste interesse for at købe Grønland. Det ønsker den nye regering dog ikke

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har torsdag besøgt Grønland. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har torsdag besøgt Grønland. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

USA har ingen interesse i at købe Grønland.

Det fortæller den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, torsdag under et besøg i netop Grønland. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

- Det er korrekt, siger Blinken, ifølge Reuters, til et spørgsmål fra en journalist om, at USA ikke vil forsøge at købe Grønland.

Udtalelsen lægger umiddelbart låg på den virak, det kastede af sig, da Donald Trump, forhenværende præsident i USA, viste interesse for at købe Grønland.

Men det ønsker den nye regering med præsident Joe Biden i spidsen ikke, lyder det altså fra Blinken.

Det var i august 2019, at det kom frem, at Trump havde udtrykt interesse for at købe Grønland af Danmark.

Det var en stor nyhed herhjemme, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) var hurtig til at slå fast, at Grønland ikke var til salg. Hun kaldte samtidigt tanken 'absurd'.

Den afvisning fik Trump til at aflyse et planlagt besøg i Danmark.

Under torsdagens besøg i Grønland har Blinken haft følgeskab af blandt andre Jeppe Kofod (S), Danmarks udenrigsminister, og den grønlandske landsstyreformand, Múte Bourup Egede.

Blinken var for nylig også på besøg i Danmark. Det var han således mandag, hvor han mødtes med både den danske statsminister og udenrigsminister.