Blodbad på de finansielle markeder

UK UD AF EU: Aktie-markederne styrtdykker - Cameron går af - investorerne flygter - Bank of England vil pumpe milliarder ud - danske bank-aktier særlig hårdt ramt - Claus Hjort beroliger

Ekstra Bladets James Kristoffer Miles kommer her med en reaktion på Storbritanniens nej til EU

Storbritanniens farvel til EU har udløst et regulært blodbad på de finansielle markeder.

Meldingen om, at David Cameron forlader premierminister-posten kan poste yderligere usikkerhed ind i de glohede finansielle markeder.

For hvem skal så lede landet i de oprørte vande. Og hvilken politik vil blive ført, som kan skabe ro i økonomien?

Cameron har netop understreget, at Storbritannien har en sund og stabil økonomi for at dæmpe uroen på de finansielle markeder.

 

Bank of England har fredag formiddag meddelt, at den vil pumpe milliarder ud for at støtte økonomien. Det engelske pund har efter meldingen rettet sig en anelse. 

Den engelske nationalbank-direktør, Mark Carney, siger, at banken kan skaffe likvide midler i udenlandsk valuta, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Vi har forberedt os på alle muligheder, hedder det i en udtalelse fra Bank of England, som arbejder tæt sammen med central-bankerne i en række andre lande.

Også den japanske nationalbank, Bank of Japan, står parat til at hjælpe, så stabiliteten sikres.

Danske aktier ramt
Det danske aktiemarked oplevede fredag morgen et af de største fald nogensinde. Det toneangivende C20 Cap-indeks dykkede hele otte procent til 942,6, oplyser Ritzau Finans.

Der er således med et hurtigt slag blevet barberet mange hundrede milliarder af de største danske aktieselskabers værdier.

Hvis faldet holder resten af fredag, så vil det være det største nogensinde på en enkelt dag.

Især bank-aktier har fået regulære tæsk.

Jyske Bank er nede med 6,0 procent og  Danske Bank med 6,2. 

Også selskaber som Pandora, FLSmidth, ISS og DSV er blevet særlig hårdt ramt at rutcheturen, oplyser Ritzau.

Også Mærsk-aktien, der ellers begyndte at stige torsdag efter meddelelsen om Niels Smedegaard Andersens afgang, er faldet.

Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
 

Finansminister Claus Hjort Frederiksen  fastslår, at Storbritanniens farvel vil koste Danmark penge.

- Men resultatet af folkeafstemningen ændrer dog ikke ved, at dansk økonomi er sund og i fremgang, og således kan stå imod en midlertidig afdæmpning i væksten, siger finansministeren.

Den danske krone er da også blevet styrket under de tumultagtige tilstande.

Søger dækning
Det britiske aktie-marked dykkede med 7,7 procent ved åbningen fredag morgen.

- Du kan se nu, at investorerne har travlt med at søge dækning. Markedet er ved at indrette sig på en helt ny situation. Lige nu forsøger alle at komme ud af den samme smalle dør, fastslår Ken Courtis, der er formand for Starfort Investment Holdings i Tokyo.

I Frankrig er aktiemarkedet nede med over 10 procent. I Tyskland er faldet på næsten ni procent.

De asiatiske aktier faldt ligeledes markant. I Tokyo var aktiekurserne faldet med otte procent - det største fald siden 2008.

Samtidig er priserne på rå-olie igen faldet.

Falder yderligere

Det engelske pund styrtdykkede med omkring ti procent i forhold til den amerikanske dollar. Der er tale om det største kursfald i tre årtier.
Thomas Harr, analysechef i Danske Bank, forventer at pundet vil falde yderligere i forhold til kronen i den kommende tid.

Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, sagde fredag morgen til Ritzau, at han forventede en turbulent dag på de finansielle markeder.

- Der er ingen tvivl om, at det her bliver en dramatisk dag. Vi har allerede set de første reaktioner.

Forventer kurs-fald
Craig Erlam, senior-analytiker hos Oanda i London, siger til nyhedsbureauet AP:

- Markederne har været præget af kaos i løbet af natten. Og det vil fortsætte i dagens løb. Alles øjne vil nu hvile på de centrale bankers reaktioner verden over. Hvordan reagerer de? Bank og England og Bank of Japan vil blive fulgt nøje, siger Craig Erlam.

Den japanske finansminister Taro Aso siger i en udtalelse, at han er 'dybt bekymret' over de døninger som vil opstå efter at Storbritannien forlader EU.

- Jeg er dybt bekymret over de mulige økonomiske risici, som udmeldingen kan skabe globalt. Den økonomiske stabilitet er yderst vigtig, siger finansministeren.

Venter på Cameron
Mange investorer afventede tidligt fredag morgen reaktionen fra Storbritanniens premierminister David Cameron på det kommende farvel til EU.

 

Premierminister David Cameron fastslog i en tale til nationen ved 09.15 tiden fredag morgen, at den engelske økonomi er stabil og sikker. Cameron lovede, at han fortsat vil sikre en økonomisk stabil situation.

- Der kommer ikke til at ske nogle voldsomme ændringer her og nu, lover Cameron.

Cameron har samtidig meddelt, at han vil gå af i løbet af sommeren. Indtil da vil han blive stående på broen og lede Storbritannien ud af EU.

Stor nervøsitet
Milliarder forventes at ville gå tabt på Londons aktiebørs fredag. Det britiske aktiemarked forventes at falde med omkring syv procent fredag. Men tallet er meget usikkert.

Til gengæld kan udenlandske turister i Storbritannien se frem til at få flere penge udbetalt, når de veksler om fra deres egen valuta.

- De finansielle markeder er utroligt nervøse lige nu, og der er så afgjort udsigt til en korrektion hvis Storbritannien  forlader EU, siger Joe Rundle, handelschef hos ETX Capital, til Reuters.

Ordet 'korrektion' kan bedst fortolkes som et 'kæmpe stort fald.'

Godt for bolig-ejerne
Henrik Henriksen, der er chefstrateg i PFA, har den holdning, at danske aktier vil blive meget attraktive efter Brexit.

- Danske aktiver er også danske realkreditobligationer. Så det er helt sikkert, der vil være stor interesse for danske realkreditobligationer i den kommende tid. Det vil være positivt for boligejerne, fastslår Henrik Henriksen.

Mens investorerne ryster i bukserne, så tager den oprørske Farvel-EU-general' Nigel Farage situationen med ophøjet ro:

- Det her er en sejr for almindelige mennesker - mod stor-bankerne, big business og stor-politik.'

197 kommentarer
Vis kommentarer