Bondo om Antorinis exit: - Jeg kommer ikke til at savne hende

Tidligere børne- og undervisningsminster Christine Antorini forlader dansk politik til fordel for et direktørjob. Hun stod bag den meget udskældte folkeskolereform, der ifølge Anders Bondo også bliver hendes eftermæle

Anders Bondo Christensen og Christine Antorini var på hver sin side, da folkeskolereformen skulle udarbejdes. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Anders Bondo Christensen og Christine Antorini var på hver sin side, da folkeskolereformen skulle udarbejdes. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO

S-profilen Christine Antorini forlader dansk politik og skal fremover være direktør i Novo Nordisk Fondens læringscenter Life.

Hun var børne- og undervisningsminister, da den meget udskældte folkeskolereform blev vedtaget.

Dengang stod Christine Antorini på den ene side som børne- og undervisningsminister og på den anden stod Anders Bondo Christensen som formand for Danmarks Lærerforening.

Bølgerne gik højt og beskyldningerne fløj mellem de to, da forhandlingerne spidsede til.

Og selvom det efterhånden er flere år siden, har Anders Bondo Christensen ikke glemt, hvem der stod bag reformen.

- Jeg tror ikke, der er mange af Danmarks Lærerforenings medlemmer, der kommer til at savne hende, siger han kontant.

- Folkeskolereformen står stadig for mange som noget helt vildt skelsættende. Den blev i høj grad personificeret ved Antorini.

Ingen roser
Formanden ved dog godt, at reformens indhold ikke kun var Antorinis ansvar.

- Der er ingen tvivl om, at det var noget, der var planlagt fra aller øverste sæde, og hun var nok mere bare den person, der blev sat til at gennemføre det.

- Jeg har følt, at det hele tiden var meget nødvendigt for Christine at forsvare den reform, hun stod i spidsen for. Det synes jeg ikke, er særlig konstruktivt, siger han.

Og hvad med dig selv, kommer du til at savne hende?

- Nej, det gør jeg egentlig ikke.

Selvom det lyder, som om der er iskold luft mellem de to, forholder det sig altså ikke sådan ifølge Bondo.

- Jeg har jo været på udlandsrejser med Christine i flere sammenhænge. Det fungerede glimrende. Vi kan sagtens være sammen.

- Men rent fagligt og professionelt, der kommer jeg ikke til at savne hende, fastslår han.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Christine Antorini.

344 kommentarer
Vis kommentarer