Der er ikke meget medvind i sejlene hos Boris Johnson for tiden.
Skandaler, drukfester og brud på coronarestriktioner har ramt den britiske premierminister, som dag for dag synes mere og mere trængt op i en krog.
Senest er det tirsdag kommet frem, at britisk politi har indledt en efterforskning af de mulige festeri embedsboligen i Downing Street 10 under coronanedlukningen i Storbritannien. Samtidig hånes premierministeren i den grad på sociale medier, skriver TV 2.
Hjemsøgt af brev
Et svar på et brev fra syvårige Josephine Booth fra maj 2020 er nemlig blevet et symbol på den dobbeltmoral, som mange briter mener, at den konservative leder har udvist gennem coronakrisen.
I brevet skriver pigen, at hun 'bliver hjemme, fordi du (Johnson, red.) bad mig om det'
'Det gør mig ikke noget, for jeg vil gerne have, at alle har det godt', lyder det videre fra Josephine Booth.
Den skadaleramte premierminister delte dengang brevet på Twitter, hvor han også delte sit svar til den syvårige pige med hashtagget #BeLikeJosephine (gør som Josephine, red.).
'Josephine sætter et godt eksempel for os alle ved at udsætte sin fødselsdagsfest, indtil vi har sendt coronavirus væk, skriver han blandt andet i svaret.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
Fejrede selv fødselsdag
Men selvom Johnson opfordrede alle briter til at følge Josephines eksempel, kan det britiske medie ITV News berette, at premierministeren selv blot en måned senere, 19. juni, fejrede sin egen 56-årige fødselsdag med mindst 30 deltagere i Downing Street.
Altså et klart brud på de daværende restriktioner.
Det har fået vrede briter til tasterne på Twitter.
'Til min lockdownfødselsdag i 2020 havde jeg en skøn dag med min dejlige kæreste alene. Ingen regler blev brudt. Hvis jeg kunne gøre det, hvorfor kunne premierministeren så ikke', spørger Luke Pollard, der er medlem af oppositionspartiet Labour.
Samuel West sender ligeledes en stikpille til Boris Johnson:
'Gæster til min fest inkluderede min elskede partner og mine døtre, og, øh ... det er det. De andre 27 personer kunne ikke komme', skriver han.
En af Johnsons partifæller anklager desuden regeringen for at afpresse utilfredse partimedlemmer. En har forladt Det Konservative Parti og har skiftet til det største oppositionsparti, Labour.
Denne uge forventer man, at en 'partygate'-rapport, som skal kaste lys over drukfesterne, bliver færdiggjort. Og tirsdag har den ledende embedsmand bag rapporten modtaget sprængfarlige billeder af premierministeren.
Boris Johnsons popularitet er altså i frit fald.