Boris Johnson skal giftes og have endnu et barn til sommer

55-årige Boris Johnson, der har fire voksne børn med sin ekshustru, skal have et barn med sin kommende hustru

Premierminister Boris Johnson flyttede i juli ind i 10 Downing Street med Carrie Symonds. Det var første gang, at et ugift par rykkede ind i embedsboligen. Foto: Thomas Mukoya/Reuters
Premierminister Boris Johnson flyttede i juli ind i 10 Downing Street med Carrie Symonds. Det var første gang, at et ugift par rykkede ind i embedsboligen. Foto: Thomas Mukoya/Reuters

Den britiske premierminister, 55-årige Boris Johnson, skal giftes med sin nuværende kæreste, Carrie Symonds, som er gravid med parrets første barn.

Det meddeler en talsmand for premierministeren ifølge Sky News.

- Premierministeren og frøken Symonds er glade for at kunne annoncere deres forlovelse, og at de venter et barn først på sommeren, lyder det.

Det er både nyt, at Johnson skal giftes, og at han igen skal have et barn.

Den britiske regeringsleder har i forvejen fire voksne børn med sin tidligere hustru, den 55-årige Marina Wheeler.

Johnson og Wheeler var gift i 25 år, men er blevet separeret. Parret har indgået en økonomisk aftale om skilsmissen, skriver Sky News.

Boris Johnson og 31-årige Carrie Symonds har boet sammen i embedsboligen på 10 Downing Street i London siden juli, hvor Johnson blev premierminister.

Det markerede den første gang nogensinde, at et ugift par rykkede ind i boligen, skriver The Guardian. Den britiske avis tilføjer, at det er 250 år siden, at en siddende premierminister sidst blev gift.

Det er offentligt kendt, at premierministeren har to døtre og tø sønner med Marina Wheeler. The Guardian skriver dog, at han også menes at have et barn med en tidligere elskerinde.

Den konservative premierminister Boris Johnson overtog den 24. juli 2019 formelt posten som premierminister. Han erstattede Theresa May.

Johnson lovede dengang blandt andet at styre Storbritannien ud af EU.

På det tidspunkt var det over tre år siden, at et britisk flertal havde stemt for at forlade det europæiske fællesskab.

Storbritannien forlod officielt EU den 1. februar i år.

14 kommentarer
Vis kommentarer