Boris Johnsons flertal smuldrer

Konservativt parlamentsmedlem har skiftet parti, hvorfor regeringen ikke længere har flertal

Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

Det konservative parlamentsmedlem Phillip Lee har skiftet parti til Liberal Democrats.

Det skriver det britiske telegrambureau PA.

Skiftet betyder, at premierminister Boris Johnson og hans parti ikke længere har flertal i parlamentet.

Regeringens flertal har længe været skrøbeligt, idet Conservatives kun havde et enkelt mandats flertal, og det flertal er altså nu forduftet. Rent fysisk bevægede Phillip Lee sig over på den anden side af Underhuset, mens Boris Johnson talte til de øvrige medlemmer.

Phillip Lee har tidligere været justitsminister og formand for partiets 'Right to Vote'-gruppe. Han trak sig dengang som minister på grund af den daværende regerings håndtering af brexit.

I et brev stilet til premierministeren skriver Phillip Lee, at han er kommet frem til den konklusion, at det 'ikke længere er muligt at tjene mine vælgere og mit lands bedste interesser som konservativt medlem af parlamentet'.

'Desværre har brexit-processen bidraget til at transformere dette engang storslåede parti til noget beslægtet mere til en snæver fraktion, hvor et individs 'konservativisme' er målt på, hvor hovedløst vedkommende ønsker at forlade EU,' skriver Phillip Lee videre.

Han mener desuden, at partiet er blevet 'inficeret' af 'tvillinge-sygdommene populisme og engelsk nationalisme'.

Phillip Lee er nu ikke længere medlem af det britiske regeringsparti. Arkivfoto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Phillip Lee er nu ikke længere medlem af det britiske regeringsparti. Arkivfoto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Brexit for enhver pris
Udmeldingen kommer samtidig med, at parlamentsmedlemmerne for første gang mødes i parlamentet, hvor de skal slås om den videre proces frem mod brexit, som fortsat står til at finde sted 31. oktober.

Boris Johnson har tidligere gjort det klart, at han vil kæmpe for, at Storbritannien skal træde ud på den dato uanset hvad, mens Labours leder, Jeremy Corbyn, og den øvrige opposition vil forsøge at forhindre et brexit uden aftale.

Under debatten i parlamentet forsøger Boris Johnson da også ihærdigt at overbevise de øvrige parlamentsmedlemmer om, at det vil være et knæfald for Bruxelles at bede om udskydelse, da EU dermed kan 'diktere', hvordan brexit kan finde sted.

Samtidig siger han, at chancerne for at lave en aftale med EU efter hans opfattelse er øget, idet regeringen har intensiveret møderne i Bruxelles.

At regeringen nu er i mindretal kan hurtigt betyde, at Johnson er tvunget til at udskrive parlamentsvalg. Det vil dog stadig kræve en beslutning i parlamentet at forhindre, at Storbritannien træder ud af EU 31. oktober, og Boris Johnson valgte i sidste uge at suspendere parlamentet for netop at forhindre, at parlamentet vedtager lovgivning, der udskyder brexit.

507 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere