Boris jubler i 11. time: Men derfor er den SLET ikke hjemme

Premierminister Boris Johnson lægger pres på parlamentet, men stædigt nordirsk parti slår sig i tøjret

En brexitaftale er endelig landet, melder både Boris Johnson og Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, på Twitter. Vanen tro, når vi taler brexit, er intet dog sikkert. Producer: Lasse Brøndal

En ekstatisk Boris Johnson, britisk premierminister, jubler torsdag formiddag sammen med EU-topboss Jean Claude Juncker, efter de to høje herrer er nået til enighed om endnu en skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien.

Politik - 17. okt. 2019 - kl. 11:38 Brexitaftale er på plads

Den danske statsminister Mette Frederiksen har torsdag eftermiddag sagt, at hun vil 'strække sig langt' for at få en aftale helt på plads ved EU-topmødet senere torsdag, hvor de 27 EU-lande skal godkende aftalen.

Men champagnepropperne kan også vise sig at være skudt af for tidligt hjemme i London.

Her venter Boris Johnson et sidste, afgørende slag, før brexit kan blive en realitet.

Det sker på lørdag, når parlamentet mødes uden for en hverdag for første gang, siden Margaret Thatcher indkaldte Underhuset under Falklandskrigen i 1982.

Og den afgørende brexitkamp på lørdag er på ingen måde en sikker sejr for Johnson.

Her er fire årsager til, at briternes premierminister stadig ikke har sit på det tørre:

Boris' fire brexit-hovedpiner

 

Stædige nordirere

Boris Johnsons måske største problem er støttepartiet DUP fra Nordirland.

Det konservative, nordirske parti har længe været en hindring for brexit, fordi de ikke vil acceptere, at der bliver draget nye grænser mellem Nordirland og Irland samt mellem Nordirland og resten af Storbritannien gennem Det Irske Hav.

Den nye aftale, som er indgået mellem UK og EU vil undtage en række varer fra toldsystemet, så varer fortsat kan flyde frit. Men Nordirland vil være bundet op på EU's toldsamarbejde, mens resten af UK ikke vil.

Og DUP har allerede sagt torsdag formiddag, at de ikke på nuværende tidspunkt kan bakke op om aftalen. Dermed har Boris Johnson et meget afgørende problem, hvis han skal have sin aftale med EU vedtaget lørdag.

 

Timeglasset rinder ud

Det sker uhyre sjældent, at det britiske parlament indkaldes på en lørdag. Faktisk er det første gang, siden Falklandskrigen mod Argentina, at en britisk regering har bedt parlamentet samles uden for normale hverdage.

Og det sker, fordi den absolut sidste deadline for at nå en brexitaftale er ved at være overskredet.

Vedtager parlamentet ikke skilsmisseaftalen med EU på lørdag, skal Boris Johnson nærmest omgående bede om en udsættelse af brexit-datoen, hvis det skal ordnes og effektueres inden for den nuværende udskydelse af Artikel 50 (briternes udtræden af EU). Ellers er briterne ude på buksebag og albuer pr. 31. oktober.

 

De udstødte

Boris Johnson er håbløst vingeskudt i sit eget parlament. Og han har sig selv at takke.

Tidligere på efteråret smed han 21 medlemmer ud af den konservative parlamentsgruppe og de facto af partiet, fordi de trodsede regeringens officielle linje og stemte sammen med oppositionen for at blokere for et no deal-brexit.

Spørgsmålet er om Boris' manglende flertal - lige nu på minus 40 parlamentsmedlemmer - vil bakke op om aftalen med EU. Eller om der er nok frustrerede (eks-)medlemmer, der vil trodse deres tidligere chef.

 

Hardlinerne

De bliver kaldt 'spartanerne' i parlamentet, og de kunne ikke udstå Theresa Mays aftale (som den nye aftale dybest set baserer sig på langt nedad Themsen).

De 28 parlamentsmedlemmer er ifølge kilder i britiske aviser splittet i spørgsmålet om, hvorvidt de skal bakke op eller skrotte Boris' aftale.

Tidligere har de været lodret modstandere af bagstoppet, der ville sikre, at Storbritannien fortsat var en del af EU's handelssamarbejde. Om de vil bakke op om, at det nu kun er Nordirland som del af UK, der er omfattet af bagstoppet er usikkert.

277 kommentarer
Vis kommentarer