Brasiliens præsident er smittet med coronavirus

Præsident Jair Bolsonaros coronatest var positiv, meddeler han og tilføjer, at han har det godt

Jair Bolsonaro har fået en positiv test tilbage. Foto: Adriano Machado/Ritzau Scanpix
Jair Bolsonaro har fået en positiv test tilbage. Foto: Adriano Machado/Ritzau Scanpix

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er testet positiv for coronavirus. Det oplyser han i et tv-interview tirsdag.

Bolsonaro blev testet mandag og fik svar på prøven tirsdag.

- Den var positiv, siger han ifølge den britiske avis The Guardian.

Han tilføjer ifølge flere internationale medier, heriblandt nyhedsbureauet AP, at han har det godt, efter at han er begyndt på behandling.

- Jeg har det vel som normalt. Jeg har endda lyst til at gå en tur her, men jeg kan ikke på grund af de medicinske omstændigheder, siger han ifølge AP.

Han tog testen mandag, efter han havde udviklet symptomer såsom høj feber. Det er den fjerde coronatest, han tager.

Håndtryk uden handsker
Præsidenten har hidtil nedtonet truslen fra virussen, som han har betegnet som 'en lille influenza'.

Mens mennesker verden over holder afstand og spritter af, er Jair Bolsonaro flere gange blevet set i offentligheden, mens han uddeler håndtryk med hans støtter, og han er også set stå og småsnakke med personer blandt menneskemængder. Nogle gange uden at bære maske.

Han mener selv, at fordi han tidligere har været atlet, vil han være beskyttet mod virussen.

Ud over USA er Brasilien det land, der har registreret flest dødsofre blandt patienter med coronavirus. Over 65.000 mennesker er døde i Latinamerikas største land.

Over 1,6 millioner brasilianere er bekræftet smittet, viser tal fra det amerikanske Johns Hopkins University.