Brasiliens 'Trump' taget i ed som præsident

Foran kongressen i Brasiliens hovedstad, Brasilia, er Bolsonaro taget i ed som ny præsident

Jair Bolsonaro er taget i ed som præsident for Brasilien. Foto: AP
Jair Bolsonaro er taget i ed som præsident for Brasilien. Foto: AP

Den højreorienterede Jair Bolsonaro er tirsdag klokken 18 dansk tid taget i ed som præsident for det store sydamerikanske land Brasilien.

Bolsonaro, der lover kamp mod narkokriminalitet og en erhvervsvenlig politik, har erklæret, at han vil rykke Brasilien nærmere på USA. Altså væk fra de traditionelle allierede i Sydamerika.

Han blev taget i ed i kongressen i Brasilia, hovedstaden i Brasilien.

Forud for indsættelsen af den nye præsident havde mange af hans tilhængere samlet sig foran Planalto-paladset, hvor han blev taget i ed.

Mange havde malet sig i ansigtet med Brasiliens nationalfarver, gul og grøn, og havde det brasilianske flag slynget om skulderen.

I de næste fire år er Bolsonaro præsident i det land, der har Sydamerikas største økonomi.

Den tidligere faldskærmssoldat har været parlamentariker i de seneste 27 år.

Bolsonaro, der er 63 år, er kommet til magten på en folkelig bølge af vrede mod det etablerede system med omfattende korruption og bureaukrati.

Han er Brasiliens første højreorienterede præsident, siden militærets diktatur blev afløst af civilt styre for 30 år siden.

Bolsonaro er blevet støttet massivt af de konservative grene af det brasilianske samfund. Det gælder også kristne evangelister.

Det ventes, at han vil blokere for yderligere lempelser af abortloven.

Seksualundervisning skal væk fra de offentlige skoler, og så er han imod det, som han kalder 'kulturel marxisme', som han siger, at tidligere venstreorienterede regeringer har indført i skolerne.

Foto: AP
Foto: AP
 

En tredjedel af hans nye kabinet er tidligere officerer. Mange af dem kommer fra det brasilianske militærakademi, og de har alle udtrykt deres støtte til militærregimet fra 1964 til 1985.

Bolsonaro er blevet beskyldt for at opildne til voldtægt og til at tilskynde til had på grund af udtalelser om kvinder, homoseksuelle og minoriteter.

Men hans lov-og-orden-politik og planer om at lempe våbenloven tiltrak mange vælgere, da der skulle stemmes ved præsidentvalget i oktober.

Han har specielt stor opbakning i landområderne.

Den nye præsident har erklæret, at han vil følge USA's præsident, Donald Trump, og trække Brasilien ud af den internationale klimaaftale fra Paris.

Han vil desuden åbne for minedrift i områder, hvor der bor oprindelige folk i Brasiliens store regnskovsområder.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere