Brexit-enke til danske drenge: Bliver nok ikke så slemt som krigen

Skal Storbritannien forlade eller blive i EU? Den britiske enkefrue Mrs. Bottleman er ret sikker på, hvad hun vil stemme til valget i dag. Alligevel åbner hun dørene op til sit hjem for at debattere med ungdoms-formændene for Liberal Alliance og Det Radikale Venstre. Se med her

Mød Mrs. Bottleman her

LONDON (Ekstra Bladet) Mrs. Bottleman er en af de 46.499.537 briter, som i dag har mulighed for at stemme i en af Storbritanniens mest skelsættende valg nogensinde, og de to danskere forsøger at overtale enken til hver sit standpunkt. Forlad EU eller bliv i EU.

- Det er et svært valg, men jeg er rimelig sikker på, at jeg stemmer for at forlade EU, siger hun.

De to danske ungdomspolitikere fra Liberal Alliance og Det Radikale Venstre stemmer dørklokker i London-forstaden Upminster, og enkefru Bottleman har budt dem indenfor i sit hjem med tykke gulvtæpper, klaver og blomster på bordet.

Den radikale landsformand Victor Boysen er taget til Storbritannien for at beholde briterne i EU, mens formanden for LA-ungdom, Stefan Roy Frederiksen, håber på et britisk EU-exit.

Hele enkefruens omgangskreds vil også gerne ud, fortæller hun, og det er her i distriktet med 83 procent hvide, at modstanden mod EU er størst i hele Storbritannien ifølge flere målinger.

Den unge radikale dansker på 23 år forsøger at overtale den 87-årige brite med finansielle tab og de mange job i fare ved at forlade EU, som ni ud af ti eksperter spår.

- Jeg tror bare, at vi vil være mere fri. Det kan godt være, at vi går lidt tilbage, men det vil være os, der gør det, siger enkefruen.

- Jeg levede under krigen, og i efterkrigstiden boede vi i et beskyttelsesrum i den ene ende af haven i to år. Jeg tror ikke, at det bliver lige så slemt som det, siger hun og griner.

 

Europas forenede stater
Danmark og Storbritannien blev begge medlem af EF (EU, red.) i 1973, og dengang stemte den britiske enkefrue ja til EU. Det var dengang, det kun drejede sig om det indre marked og mad, forklarer hun. Den griber LA’eren.

- I stemte om det indre marked, og nu har vi hele den europæiske union. Vi bevæger os mod Europas forenede stater, og det er en farlig vej, siger Stefan Roy Frederiksen.

- Præcis. Det bekymrer mig, tilslutter enkefruen sig.

- Jeg stemmer ud af EU, fordi jeg gerne selv vil bestemme via vores parlament. Hvis det hele går galt, så kan vi smide dem ud og stemme på nogle andre. Det kan vi ikke med EU, siger enkefru Bottleman.

- Sådan er det også i dag, hvor vi vælger politikere til EU, forklarer Victor Boysen, der afbrydes af LA’eren.

- Ja, men i de sidste 30 år har Storbritannien stemt for mere frihed, men det har ikke ændret noget, fordi de andre lande tilsammen kan bestemme, siger Stefan Roy Frederiksen.

- EU laver kun love, som går på tværs af grænser, og hvis vi vil have fælles standarder, så bliver vi nødt til at have et demokrati på tværs af grænser, siger formanden for radikal ungdom.

- Vi kan godt gøre EU mere demokratisk, men lad os blive enige og lave det om indefra, fortsætter han.

Den 87-årige enkefrue lytter til begge de unge danskere. Men hun står fast.

- Det er svært, men jeg stemmer stadig for at komme ud, siger hun og viser venligt de to danskere og Ekstra Bladet ud.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere