Brexit Partiets Nigel Farage stiller op ved næste valg

'Selvfølgelig stiller jeg op', siger Nigel Farage, hvis parti vandt valget til Europa-Parlamentet i maj

'Selvfølgelig stiller jeg op', siger Nigel Farage. Foto: Alastair Grant
'Selvfølgelig stiller jeg op', siger Nigel Farage. Foto: Alastair Grant

Lederen af Storbritanniens Brexitparti, Nigel Farage, siger søndag til Sky News, at han vil opstille ved det næste parlamentsvalg. "Selvfølgelig stiller jeg op", siger Farage, hvis parti vandt valget til Europa-Parlamentet i maj.

EU-modstanderen Farage kom ud af EU-parlamentsvalget i Storbritannien som den store vinder med 32 procent af de britiske stemmer.

Dermed fik Brexitpartiet 29 af Storbritanniens 73 pladser i EU-Parlamentet.

Farage var tidligere leder af partiet Ukip. Han var op til EU-folkeafstemningen i 2016 en af de største profiler på brexitfløjen.

Han har ledet Brexitpartiet siden januar, og i august sagde han, at Storbritanniens politiske ledere havde forrådt befolkningen.

Farage og hans parti ønsker at Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober.

Brexitpatiets ledelse markerede fredag i London en foreløbig afslutning på en national turné. Den tiltrak mange frustrerede EU-modstandere, der frygter, at krisen og politisk chikane vil medføre, at Storbritannien forbliver i EU.

- Det lykkedes os at forvandle vrede til håb og optimisme, sagde Farage på et tætpakket møde i det centrale London fredag.

- Vi skal nok få muligheden for at rette op på situationen med vores parlament, sagde Farage.

Andre partimedlemmer omtaler det siddende parlament som "zombie-parlamentet".

Mange tilhængere af Farage siger, at et flertal af parlamentets medlemmer har "forrådt" befolkningens beslutning fra EU-folkeafstemningen for godt tre år siden.

Farage frygter, at briternes udtræden vil blive udskudt en tredje gang.

Hans parti har holdt en række møder uden for London og under mediernes radar med frustrerede vælgere. Imens har offentligheden haft fokus på parlamentets stridigheder med den konservative regering under premierminister Boris Johnson.

I stedet for en traditionel partikongres holdt Brexitpartiet en turné i september med ni store møder forskellige steder i landet - i Colchester, Lincoln, Doncaster, Sedgefield, Southport, Telford, Newport, Exeter og Maidstone forud for London-mødet fredag.

Møderne har været udformet efter amerikansk forbillede med store højttalere, musik, lysshow, aftalte tilråb, stående bifald og masser af slogans. Og Farage har hver gang fået en heltevelkomst.

Farage har foreslået Boris Johnson en "ikkeangrebspagt" op til det næste parlamentsvalg, hvis han går efter et "klart brud" ved brexit snarere end efter en skilsmisseaftale, som et flertal i parlamentet ønsker.

Men Johnson har ikke vist interesse for nogen aftale med Farage og hans parti.

56 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere