Brexitparti stormer ind i Europa-Parlamentet

Brexitpartiet står ifølge optællingen til godt 30 procent af stemmerne. Labour og Konservative går tilbage

Nigel Farages Brexitparti står til storsejr ved EP-valg. Foto: Hannah McKay/Reuters
Nigel Farages Brexitparti står til storsejr ved EP-valg. Foto: Hannah McKay/Reuters

Det nystiftede britiske Brexitparti under ledelse af tidligere Ukip-leder Nigel Farage vinder europaparlamentsvalget i Storbritannien. Det viser en prognose fra BBC.

Tidligt i optællingen står Brexitpartiet til at få godt 30 procent af stemmerne.

Omvendt står både Labour og premierminister Theresa Mays konservative regeringsparti til markant tilbagegang.

Med 16,5 procent af stemmerne står Labour til en tilbagegang på 13,1 procentpoint. Det Konservative Parti står ifølge den foreløbige optælling til at vinde 7,6 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 12,5 procentpoint.

- De oplysninger, jeg får, er, at Brexitpartiet klarer sig rimelig godt. Det ser ud til, at det bliver en stor sejr til Brexitpartiet, siger Nigel Farage til journalister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Liberaldemokraterne bliver ifølge den foreløbige optælling fra BBC næststørst med 19,5 procents opbakning. Det er en fremgang på 12,5 procentpoint.

Liberaldemokraterne har opfordret til, at der holdes en ny folkeafstemning om det britiske medlemskab af EU.

Både Labour og Konservative fik ligeledes en syngende lussing af vælgerne ved lokalvalget i England tidligere på måneden. Konservative mistede en fjerdedel af de pladser, partiet sad på i de kommunale styrer rundt om i landet.

Nigel Farage var i 2016 en af de største profiler på brexitfløjen. Han har ledet Brexitpartiet siden januar og sagde i sidste måned, at Storbritanniens politiske ledere havde forrådt befolkningen.

Det var ikke meningen, at briterne skulle deltage i europaparlamentsvalget.

Ifølge den oprindelige plan skulle de forlade EU den 29. marts. Den dato er dog blevet udskudt to gange nu, og dermed har briterne altså været tvunget til at deltage i europaparlamentsvalget.

Nigel Farage ønsker en papirløs skilsmisse fra EU - altså et "no deal"-brexit.

65 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere