Britisk EU-valgkamp indstillet efter angreb på politiker

Både tilhængere og modstandere dropper valgkamp resten af dagen, efter Labour-politikeren Jo Cox blev skudt

Den britiske valgkamp stilner af torsdag, efter Labour-politikeren Jo Cox ifølge flere medier blev ramt af skud på gaden i byen Birstall i det nordlige England.

Både ja- og nej-siden meddeler, at de indstiller valgkampen resten af torsdagen.

Premierminister David Cameron aflyser sine planlagte valgmøder torsdag aften efter angrebet på Jo Cox.

Cameron skulle have talt til vælgere i Gibraltar, et britisk territorium ved den spanske sydkyst.

- Det er rigtigt, at al valgkamp er stoppet efter det forfærdelige angreb mod Jo Cox. Jeg gennemfører ikke aftenens vælgermøde i Gibraltar, skriver Cameron på Twitter.

112 - 16. jun. 2016 - kl. 16:16 Medie: Råbte ’Storbritannien først’ da han skød kvindelig politiker

Heller ikke den øvrige proeuropæiske fløj, der kæmper for at få vælgerne til at stemme ja til fortsat britisk EU-medlemskab ved næste uges folkeafstemning, vil fortsatte valgkampen torsdag, oplyser kampagneledelsen.

- Vi indstiller al valgkamp resten af dagen. Vores tanker går til Jo Cox og hendes familie, lyder det på "Stronger In"-kampagnens Twitter-side.

Kort efter meddelte også den fløj, der vil have briterne til at stemme "Leave", at der ikke vil blive ført valgkamp resten af torsdagen.

Ifølge de første meldinger fra flere britiske medier blev Labour-parlamentarikeren både stukket ned og ramt af skud. Hun er i kritisk tilstand, oplyser politiet i en meddelelse.

Det er endnu uklart, om der lå et politisk motiv bag angrebet på Jo Cox, der tilhører den proeuropæiske fløj.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere