Britisk justitsminister vil gå af ved et ja til EU-valg

Stemmer briterne ja til at blive i EU, vil justitsminister Michael Gove gå af, meddeler han på Twitter

Hvis flertallet af de britiske vælgere torsdag stemmer for, at Storbritannien skal forblive i EU, vil landets konservative justitsminister, Michael Gove, forlade sin post.

- Jeg bekræfter, at jeg vil forlade regeringen, hvis Storbritannien bliver i EU, skriver ministeren på Twitter.

Michael Gove har været en af de mest fremtrædende medlemmer af nej-kampagnen. Han udtalte i sidste uge, at det kan blive en økonomisk gevinst for Storbritannien at stå uden for Den Europæiske Union.

- Jeg kan ikke spå om fremtiden, men jeg tror ikke, at en udtræden af EU vil gøre vores økonomiske stilling værre. Jeg tror, den vil blive bedre, sagde han.

Da den britiske valgkamp for alvor begyndte tidligere på året, havde flere af de store britiske aviser justitsministeren på forsiden og fokuserede på, at Michael Gove ville kæmpe for, at Storbritannien forlader EU.

Og da den britiske premierminister, David Cameron, 20. februar erklærede, at folkeafstemningen ville finde sted 23. juni, havde den euroskeptiske avis Daily Express overskriften "Gove kommer til at føre os ud af EU".

David Cameron er selv fortaler for, at Storbritannien forbliver i EU.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere