Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Britisk skilsmisse fra EU på ret kurs

Et flertal i Underhuset stemmer for brexit-forslag, som dermed kan tages videre i den parlamentariske proces

Et flertal i det britiske underhus har natten til tirsdag stemt for et lovforslag fra regeringen om Storbritanniens udtrædelse af EU.

326 medlemmer stemte for forslaget, mens 260 stemte imod. Forud var gået en flere timer lang debat ifølge AFP.

Nu kan forslaget tages videre i den parlamentariske proces.

Forslaget skal omstøde den akt, der bragte Storbritannien ind i EU. Den skal desuden fjerne EU's suverænitet i det britiske retssystem, så de nuværende EU-regler bliver til britisk lovgivning.

Ifølge premierminister Theresa May betyder opbakningen, at "vi kan bevæge os videre i forhandlingerne (med EU, red.) på et solidt grundlag".

- Tidligere denne morgen traf parlamentet en historisk beslutning om at bakke op om den britiske befolknings ønske og stemme for et forslag, der giver sikkerhed og klarhed forud for vores udtræden af Den Europæiske Union, hedder det i en udtalelse fra May ifølge Reuters.

David Davis, minister med ansvar for brexit, advarede inden afstemningen i Underhuset om, at "en stemme mod dette forslag er en stemme for en kaotisk udtræden af EU.

- Briterne stemte ikke for forvirring. Det bør parlamentet heller ikke, sagde han.

Mange af Underhusets medlemmer er dog kritiske over for forslaget. De vil forsøge at ændre det før den afgørende afstemning, som finder sted senere i år, skriver AP.

Overordnet mener kritikerne, at loven giver regeringen for store magtbeføjelser.

Lørdag marcherede flere tusinde mennesker gennem London i protest mod den igangværende skilsmisse.

Med sloganer som "Exit fra brexit" og med blå og gule EU-flag gik de mange demonstranter mod Westminster, hvor det britiske parlament ligger.

Det skete i håb om, at de kunne påvirke mandagens debat i Underhuset, skrev BBC.

Storbritannien forventes at forlade EU endeligt i marts 2019.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Cramon
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen