Boris Johnson træder tilbage som Storbritanniens udenrigsminister, oplyser Downing Street ifølge The Guardian.
Johnson er den tredje minister på under 24 timer, der forlader Theresa Mays regering. Tidligt i morges smed Brexit-minister David Davis håndklædet i ringen, og ligeså gjorde Steve Baker. Baker var minister for 'Departementet for udtrædelse af den Europæiske Union'.
- Her til eftermiddag har premierministeren accepteret Boris Johnsons opsigelse som udenrigsminister. Hans afløser vil blive offentliggjort snarest. Premierministeren takker Boris for sit arbejde, siger en talsmand for Downing Street 10, der er den britiske premierministers officielle bolig.
EU-modstander
Boris Johnson var helt i front i Storbritanniens Brexit-debat og var en varm fortaler for at forlade EU. De tre ministres afgang kommer efter, at Theresa May i går præsenterede sit udspil til en aftale med EU i de nært forestående Brexit-forhandlinger.
Davis beskrev i sit opsigelsesbrev aftalen som noget, der 'i bedste fald vil sætte Storbritannien i en svag forhandlingssituation'.
Det er tilsyneladende Mays ønske om en fortsat tæt tilknytning til EU, blandt andet i form af et medlemskab af EU's toldunion, der har fået de tre ministre til at indlevere deres opsigelse.