Demokraterne planlægger at slå til mod præsident Donald Trump, hvor det gør mest ondt.
Demokraterne oplyser, at man vil undersøge Ivanka Trump, præsidentens datter og rådgiver, for brug af privat e-mail, når partiet overtager flertallet i Repræsentanternes Hus til januar.
Det oplyser Elijah Cummings, der står til at blive formand for tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus.
- Vi planlægger at fortsætte vores undersøgelse. Vi vil vide, om Ivanka har overholdt loven, lyder det i en erklæring fra topdemokratens kontor.
Washington Post kunne mandag afsløre, at Ivanka Trump har brugt sin private e-mailkonto til regeringsarbejde. Det kan være i strid med de føderale lover og regler.
Ifølge avisen er det en intern undersøgelse fra Det Hvide Hus, der viser, at Ivanka Trump brugte sin private e-mailkonto op mod 100 gange til at kontakte andre embedsmænd i administrationen.
Afsløringen er ubelejlig for Donald Trump, som gik hårdt til sin rival, demokraten Hillary Clinton, netop af samme årsag.
'Crooked Hillary'
Trump kritiserede Clinton for at have bragt nationen i fare, fordi hun havde anvendt sin private e-mailserver i sit arbejde som udenrigsminister.
Trump kaldte Clinton 'Crooked Hillary' (skurken Hillary), og sloganet ’Lock Her Up’ (bur hende inde) blev et mantra ved Trumps vælgermøder.
FBI konkluderede, at Hillary Clinton var 'ekstrem skødesløs' i sin omgang med fortrolige mails i det amerikanske udenrigsministerium. Alligevel valgte de ikke at rejse en sag mod hende.
Ivanka Trumps advokat, Abbe Lowell, bekræfter i et skriftligt svar, at hun har brugt sin private mail til arbejde, men det blev lavet om, da hun blev gjort opmærksom på reglerne.