Bush den tredje er klar

Forguder sin far og forsvarer sin bror: Men Jeb Bush ved, han skal ’være sin egen’, hvis han skal holde dynastiet i live

Jeb Bush (th) har lang vej at nå, før han gentage sin far (midt) og sin brors (tv) succes og blive USAs præsident. (Foto: AP)
Jeb Bush (th) har lang vej at nå, før han gentage sin far (midt) og sin brors (tv) succes og blive USAs præsident. (Foto: AP)

NEW YORK (Ekstra Bladet): Han melder sig som nr. 15 i et trængt felt af kandidater.  Men man skal ikke tage dette tal alt for bogstaveligt i det store præsidentkapløb i USA.

Den 62-årige republikaner spås af mange som det mest seriøse bud på at kunne stoppe den demokratiske optur og tage revanche over Clinton-klanen.

Seks måneder tog tilløbet med en masse tomgangsnak.

En ting kan man være sikker på. Har nogen været inde over beslutningen, så er det Bush’ kone Columba. Hun er lettere mediesky, men var i sidste ende den, som vendte tomlen opad til forsøget på at nå Det Hvide Hus.

Vejen mod magten bliver lang og sej, selv om kampagnemidler på mindst 100 millioner dollar ventes at vælte ind fra støtterne. En ting gælder for alle, der hedder Bush til efternavn:

– Jeg ved, jeg bliver nødt til at gøre det på min egen måde!

Se også: Officielt: Jeb Bush vil være præsident

Den nyslåede kandidat har fra starten problemer i baglandet blandt traditionelle republikanere, særligt om indvandringspolitikken.

Største hindring er imidlertid den tidligere guvernørs navn.

Navnet og krigen

Lige så meget gennemslagskraft, genkendelighed og gysser det giver ham, ligeså meget er Bush-klanens fortid den arvelige joker, han slæber med.

– Min far er den største mand i live. Hvis nogen er uenige, kan vi gå udenfor, har han udfordret kritikere.

Ingen tvivler på, hvor meget han forguder det 91-årige familieoverhoved, George H.W. Bush.

Et varemærke, mener nogen. En byrde, siger andre.

En meningsmåling fra CNN viser, at 56 procent af vælgerne ikke vil stemme på ham på grund af de nære slægtninge, der sad i Det Hvide Hus.

Det største problem udgør storebroren George W. Bush.

Her har Jeb forsøgt sig med verbale fiflerier. Nogle gange støtter han den fatale invasion af Irak. Andre gange indrømmer han, at der blev begået fejl. Af og til afviser han at svare ud fra hensynet til de faldne soldaters efterladte.

Det er dog ingen hemmelighed, at de to brødre trods fælles opvækst og gensidige politiske vennetjenester ikke nødvendigvis har det tætteste forhold. Der er også hele ni centimeters højdeforskel, syv år i alder og usammenlignelige livsbaner.

Mens George er kendt som familiens klovn, der kan tage en forsamling med storm, leder Jeb som det første efter en mulighed for at slippe væk. Han har omtalt sig selv som ’asocial’.

Meget ung blev Jeb gift og stiftede familie i Venezuela, mens brormand nød oliefelter og de 4 B’er (beer, bourbon og B & B Liqueur) i Texas, indtil han var 35.

Alligevel var det George, der påtog sig den offentlige karriere, som familien ellers havde reserveret til Jeb.

Flygtede fra familien

Jeb vinkede tidligt farvel til barndomshjemmet i Texas og fulgte først i fars og storebrors fodspor på en kostskole i Massachusetts.

Siden fulgte highschool-tid som student i Mexico.

Det var her, han mødte den 16-årige Columba Garnica Gallo. Trods fire års kæresteri blev den dengang kun spansktalende udkårne først introduceret for den gamle Bush dagen før bryllupsceremonien. Parret slog sig ned i Venezuelas hovedstad Caracas, men residerer i dag i Miami.

Columba Bush fik siden både amerikansk statsborgerskab og lærte engelsk. Svigerfar brugte hende til at appellere til latinovælgerne i 1988.

Også Jeb kommer til at gøre god gavn af sin latinamerikanske hustru og tre voksne børn, som gamle bedstefar Bush omtalte som ’de små brune’.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere