Buttigieg og Sanders kom under angreb i demokratisk debat

38-årige Buttigieg og 78-årige Sanders' generationsduel løb med opmærksomheden ved valgdebat i New Hampshire

Demokraterne Pete Buttigieg og Bernie Sanders kæmper om at blive partiets præsidentkandidater. Foto: Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix
Demokraterne Pete Buttigieg og Bernie Sanders kæmper om at blive partiets præsidentkandidater. Foto: Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix

Natten til lørdag mødtes kandidaterne, der kæmper om at blive Demokraternes udfordrer til Donald Trump ved præsidentvalget i november, til debat i Manchester i New Hampshire.

Senator Bernie Sanders og den tidligere borgmester i South Bend i Indiana, Pete Buttigieg, ankom begge til debatten med selvtilliden i top.

Side om side topper de meningsmålingerne i New Hampshire i det nordøstlige USA, hvor der tirsdag skal afholdes det andet primærvalg.

Og med sig fra det første primærvalg i Iowa i mandags har de fået så godt som lige stor opbakning fra de demokratiske vælgere i delstaten.

Det blev til talrige sammenstød mellem de to i forsøget på at positionere sig i toppen af feltet, skriver nyhedsbureauet AFP.

38-årige Buttigieg, der er et nyt ansigt på den nationale politiske scene, forsvarede sig selv mod anklager om manglende erfaring.

Og med en stikpille til Sanders opfordrede han vælgerne til at prioritere en kandidat, der vil "efterlade fortidens politik i fortiden".

Den 78-årige Sanders, der hører til på partiets yderste venstrefløj, gav den yngre rival igen ved at beskrive ham som en kandidat fra Wall Street.

- Jeg har ikke 40 milliardærer, Pete, der bidrager til min kampagne, lød det blandt andet fra Sanders.

Sanders og Buttigieg blev begge angrebet af de øvrige kandidater, der klarede sig knap så godt ved mandagens kaotiske vælgermøder i Iowa.

Begge blev anklaget for ikke at have det, der skal til for at sikre Demokraterne en sejr over Trump i november. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forhenværende vicepræsident Joe Biden, der tidligere så ud til at være favoritten, men i Iowa kun fik det fjerdebedste resultat, angreb særligt Sanders for at være for venstreorienteret til at kunne samle landet.

Han afviste Sanders opfordring til, at alle skal stille sig bag den person, der bliver Demokraternes præsidentkandidat.

- Det er Bernie selv, ikke mig, der har stemplet ham som en demokratisk socialist. Og det stempel vil Trump bruge mod alle, der stiller op sammen med Bernie, hvis han bliver nomineret, sagde Biden.

Biden betvivlede ligeledes, om Buttigieg har erfaring nok til at klare kampen mod Trump.

Hans manglende erfaring blev også kritiseret fra Senator Amy Klobuchar.

- Vi har en nybegynder i Det Hvide Hus (Trump, red.) nu, og se bare, hvordan det er endt, lød hendes kommentar ifølge ABC.

Buttigieg forsøgte selv at positionere sig som den rette kandidat til at gå i kødet på Trump - og italesatte sin unge alder som en fordel.

- Hvis vi vil slå præsidenten, så bliver vi nødt til at lægge den drejebog, vi har støttet os til i fortiden, væk, og samle landet om en ny og bedre vision, sagde han.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere