Byrådsmedlem for Venstre: Håndtryks-krav minder om nazisme

- Jeg undgik at skrive ''heile'' med vilje, men det er faktisk de billeder, jeg får, når vi laver regler som denne, siger Venstre-kvinden

Byrådsmedlem Merete Due Paarup er valgt for Venstre og sidder i Kolding byråd. Nu går hun til angreb med krav om håndtryk.
Byrådsmedlem Merete Due Paarup er valgt for Venstre og sidder i Kolding byråd. Nu går hun til angreb med krav om håndtryk.

Venstres byrådsmedlem i byrådet i Kolding, Merete Due Paarup, drager nu direkte sammenligninger mellem nazi-metoder og integrationsminister Inger Støjbergs krav om, at udlændinge skal give håndtryk.

I et opslag på Facebook tager hun stærkt afstand fra ministerens metoder, og hun antyder, at håndtryks-kravet giver associationer til nazismen.

Merete Due Paarup frygter, hvad næste skridt kan blive.

På Facebook skriver den iltre Venstre-kvinde blandt andet:

'En positiv bivirkning ved, at du tager et meget langt og fast håndtryk i dem, der vil tvangshåndtrykke, er, at så kan de da i det mindste ikke løfte hånden til en hilsen, der er værre...'

 

Undgik ordet 'heile'
- Jeg undgik at skrive ''heile'' med vilje, men det er faktisk de billeder, jeg får, når vi laver regler som denne. Jeg synes jo faktisk, at hele Folketinget er i gang med et kæmpe skred - også nogle af de røde partier. Jeg synes simpelthen, at det er en farlig retning, vi er på vej i. Det havde jeg behov for at markere, siger Merete Due Paarup til jv.dk.

Merete Due Paarup er ifølge jv.dk dybt bekymret over udviklingen i både sit eget parti og i Folketinget. Håndtryks-ceremonien betegner Merete Due Paarup for bizar.

Helt ude i hampen
- Det er helt ude i hampen. Jeg synes ikke, at det er særligt liberalt eller særligt menneskeligt på nogen måde. Jeg synes, at det er helt ude i skoven. Nogle gange vælger man at stoppe sig selv og ikke gøre noget. Andre gange løber bægeret over, og det gjorde det her for mig. Jeg tænkte, at jeg simpelthen blev nødt til at tage afstand, siger Merete Due Paarup til jv.dk.

Venstre-kvinden erkender, at krikken af partiets udlændinge-politik burde holdes internt.

- Men det har jeg forsøgt, siger hun til jv.dk.

Merete Due Paarups udfald mod udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg kommer samtidig med, at en række Venstre-borgmestre også tager afstand fra det nye tiltag.

Også Støjbergs kollega i blå blok, Martin Henriksen, kræver, at nydanskere giver hånd. Se det akavede møde mellem DF'eren og den muslimske Iman Fadhil her. (Video: Maja Grønholdt Jensen)

437 kommentarer
Vis kommentarer