Cameron hængt ud i bog af politisk fjende

Den engelske premierminister, David Cameron, bliver på voldsom vis hængt ud i ny bog af en hævngerrig, politisk fjende

Den engelske premierminister, David Cameron, er genstand for nogle ekstreme anklager i en ny bog af en hævngerrig forretningsmand. (Foto: AP)
Den engelske premierminister, David Cameron, er genstand for nogle ekstreme anklager i en ny bog af en hævngerrig forretningsmand. (Foto: AP)

'Den mest eksplosive politiske bog i et årti'

Sådan prøver engelske The Daily Mail at sælge en ny biografi omhandlende forretningsmanden og politikeren Michael Ashcroft - også kendt som Lord Ashcroft - der gennem en årrække har støttet Det Konservative Parti med millioner samt været partiets kasserer.

Bogen hedder 'Call Me Dave', og Daily Mail har eksklusive rettigheder til at referere indholdet.

Og det gør den tabloide nyhedsavis i stor stil i dag, hvor man på forsiden og i syv sider inde i avisen beretter om mange af de voldsomme anklager, der bliver fremsat mod David Cameron.

Andre engelske medier citerer Daily Mails artikler, mens nogle også advarer mod, at man skal tage indholdet med et stor gran salt, da der ligger hævngerrighed bag bogen.

Skejede ud i sine unge år

I bogen, som en engelsk journalist har hjulpet med at skrive, og som er baseret på en masse interviews med venner og fjender til David Cameron, beskrives det, hvordan den engelske premierminister i sine unge år som studerende på Oxford University var medlem af nogle specielle grupperinger.

Blandt andet skulle han angiveligt have været medlem af en gruppe, der kaldte sig The Flam Club, hvis hovedformål var at samles for at ryge hash.

I den forbindelse nævnes det også, at Cameron og hans kone senere tillod, at der blev taget kokain i deres hjem i London.

Derudover skulle han også have været medlem af The Bullingdon Club, der var en loge for rigmandssønner, som mestendels gjorde sig i at drikke sig fulde og ødelægge restauranter.

Penis i død gris

De to udskejende grupperinger var dog ikke de eneste, han ifølge bogen var en del af på Oxford University.

Efter sigende blev den kommende premierminister også indlemmet i en loge, der 'specialiserede sig i bizarre ritualer og seksuel overdrev', som Daily Mail beskriver det.

Og det var her, det famøse optrin med en død gris skulle være sket.

Det var angiveligt under en optagelsesceremoni, at David Cameron 'puttede en privat del af sin anatomi' i munden på et grisekadaver.

Hævnmotiv bag bog

I bogen skulle der være mange andre skandaløse anklager, heriblandt at Cameron var med til at dække over, at Lord Ashcroft bevidst snød med at betale skat.

Engelske The Guardian, der anses for at være en del af den mere seriøse presse, advarer i dag mod bogen og kritiserer Daily Mail i en klumme.

Det gør man, fordi Lord Ashcrofts motiv til at skrive bogen er hævn.

Ashcroft, der har støttet partiet med mere end 80 millioner kroner, er angiveligt rasende på David Cameron, fordi han ikke fik en fremtrædende post i regeringen, som han ellers var blevet lovet.

Lord Ashcroft lægger i bogen heller ikke skjul på, at han har et horn i siden på premierministeren, og rubrikken på forsiden af dagens avisudgave af Daily Mail er da også 'HÆVN!'.

Til grin på Twitter  

Ikke overraskende er det grise-anklagen, som folk har bidt mest mærke i, og på Twitter har flere moret sig over den påståede episode, der angiveligt skulle findes billeder af.

Grisen har sågar fået sin egen Twitter-profil.

Bogen 'Call Me Dave' bliver udgivet i næste måned.

Downing Street 10 har nægtet at kommentere bogen.

12 kommentarer
Vis kommentarer