Cameron i lobby-skandale: Bombarderede ministre med SMS'er

Den tidligere britiske premierminister David Cameron bliver i dag grillet af det britiske parlament for hans lobbyisme for et konkursramt firma

David Cameron forlod posten som premierminister i 2016, da Storbritannien stemte for at forlade EU, hvilket han selv var i mod. Foto: Kirsty Wigglesworth
David Cameron forlod posten som premierminister i 2016, da Storbritannien stemte for at forlade EU, hvilket han selv var i mod. Foto: Kirsty Wigglesworth

Den tidligere britiske premierminister David Cameron skal i dag forklare sine forbindelser til det konkursramte finansielle selskab Greensill.

I begyndelsen af coronakrisen forsøgte Cameron nemlig at påvirke politikere og embedsmænd til at bøje reglerne for et statsligt coronanødlån til Greensill.

Et selskab, der gik konkurs i marts, og hvor Cameron selv har aktier, ligesom selskabets grundlægger var ansat som rådgiver for Cameron, da han var premierminister.

Det skriver The Guardian og BBC.

5000 jobs i fare
I alt 56 gange kontaktede David Cameron politikere og embedsmænd via SMS'er, mail og opkald, da Greensill-selskabet ikke selv kunne få det statslige lån, de ønskede.

Det lykkedes dog for Greensill at få et andet statsgaranteret lån - og derfor sidder de britiske skatteborgere nu tilbage med en kæmperegning, efter at selskabet er gået konkurs.

Desuden risikerer 5000 ansatte i stålindustrien at miste deres arbejde, da Greensill udgjorde den finansielle rygrad i Liberty Steel, et britisk stål og mine firma.

Tordnede selv
Selv forsvarer David Cameron sig med, at han ikke mener, at han har gjort noget ulovligt i sagen.

Hvor meget han har tjent på sit arbejde for Greensill, har han torsdag nægtet at svare på. Han benægter også at have kendt til firmaets økonomiske situation, før det kollapsede.

Som premierminister advarede David Cameron selv imod lobbyisters indflydelse på politik, hvilket har fået især oppositionens Labour-politikere op af stolen:

'Uanset hvad David Cameron siger i dag, viser Greensill-skandalen, hvor ødelagt det nuværende system der "regulerer" lobbyisme er,' skrev Labour-politikeren Angela Rayner inden Camerons høring torsdag.

Netop den høring kan alle følge med i live her.