Catalansk leder kaster is på: Håber på international hjælp

Afgørende tale i den spansk-catalanske konflikt. Leder kalder på dialog

Carles Puigdemont ankommer til parlamentet inden sin tale. Foto: AP
Carles Puigdemont ankommer til parlamentet inden sin tale. Foto: AP

Det var frygtet i Europa, at Cataloniens præsident Carles Puigdemont ville udråbe sin regions selvstændighed her til aften.

En sådan handling ville nemlig eskalere konflikten med den spanske centralregering i kølvandet på den dramatiske folkeafstemning tidligere på måneden.

Men under sin tale i det regionale parlament i Barcelona kaster han is på konflikten og betoner behovet for dialog.

- Der er behov for at, at vi deeskalerer konflikten og ikke bidrager til at øge den med handlinger eller ord, siger han ifølge Sky News.

Carles Puigdemont betoner i sin tale, at Madrid må holde op med at kritisere catalonernes selvstændighed og sprog.

Selvstændighed stadig målet
Han siger, at der nu er flere muligheder for Catalonen i kølvandet på folkeafstemningen, som han mener sendte dét signal, at millioner af catalanere ønsker selvstændighed.

Han håber, at internationale aktører kan fungere som moderatorer i konflikten.

- Bolden er nu på Madrids banehalvdel, siger Carles Puigdemont.

Præsidenten siger samtidig, at der er brug for dialog om Cataloniens forsøg på at blive en selvstændig stat.

Han opfordrer derfor parlamentet til at suspendere en valglov. Den siger, at parlamentet skal erklære Catalonien for selvstændigt senest 48 timer efter, at regeringen har meddelt et flertal for løsrivelse.

Dialogen fortsætter
Carles Puigdemont imødekommer med sin tale en opfordring fra Donald Tusk, formanden for det europæiske råd, som her til aften i kraftige vendinger opfordrede til dialog mellem parterne.

- Gør ikke dialog umulig, lød polakkens opfordring.

Tusindvis af mennesker er på gaden i Catalonen og talen følges tæt. Politiet er også talstærkt tilsede for at opretholde ro og orden.

Se også: Før Carles' tale: Kampklædt politi i gaderne

Se også: Barcelonas borgmester advarer mod løsrivelse

TIDSLINJE: Catalonien siden omstridt afstemning

Den spanske region Catalonien er - endnu - ikke erklæret uafhængig.

Det står klart, efter at den catalanske præsident, Carles Puigdemont, tirsdag aften har holdt en længe ventet tale til det regionale parlament.

Puigdemont understregede, at han "vil følge folkets vilje, så Catalonien kan blive en uafhængig nation". Men samtidig sagde præsidenten, at han i første omgang vil forsøge med dialog.

Her kan du få et overblik over dagene siden den omstridte afstemning om uafhængighed, der har udløst den nuværende krise mellem den spanske regering og separatisterne i Catalonien.

* 1. oktober:

Folkeafstemningen om løsrivelse finder sted. Afstemningen er på forhånd erklæret forfatningsstridig.

På selve dagen opstår der uroligheder, og omkring 900 personer kommer ifølge catalanske myndigheder til skade i kampe med politiet. Tallet er omstridt.

90 procent bakker op om løsrivelse, men stemmeprocenten ender blot på 43.

* 3. oktober:

Fagforeninger indkalder til generalstrejke i Barcelona. Op imod 700.000 personer demonstrerer i den catalanske hovedstad.

Spaniens kong Felipe anklager i en tv-tale de politiske ledere i Catalonien for at true Spaniens stabilitet.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, siger, at han er klar til at udråbe selvstændighed inden for få dage.

* 4. oktober:

Cataloniens parlament indkalder til møde 9. oktober for at drøfte de næste skridt i processen mod selvstændighed.

* 5. oktober:

Spaniens forfatningsdomstol suspenderer mødet i det catalanske parlament. Der var spekuleret i, at mødet skulle bruges til at erklære selvstændighed.

Flere firmaer siger, at de vil flytte ud af Catalonien eller overvejer det.

* 7. oktober:

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, vil i et interview ikke udelukke, at Cataloniens selvstyre bliver suspenderet.

* 8. oktober:

Flere end 350.000 personer går på gaden i Barcelona for et samlet Spanien.

Puigdemont antyder, at Catalonien vil erklære selvstændighed, hvis Madrid ikke vil indgå i en dialog.

10. oktober:

* Puigdemont beder i en tale til parlamentet om mandat til at udråbe selvstændighed.

Præsidenten siger samtidig, at der er brug for dialog om Cataloniens forsøg på at blive en selvstændig stat.

Han opfordrer derfor parlamentet til at suspendere en valglov. Den siger, at parlamentet skal erklære Catalonien for selvstændigt senest 48 timer efter, at regeringen har meddelt et flertal for løsrivelse.

11. oktober:

* Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, skal efter planen holde tale i det nationale parlament om krisen i Catalonien.

Kilde: AFP, Reuters, dpa og BBC.

 

 

1 af 2 Støtter af et forenet Spanien på Gaden i weekenden. Foto: AP
2 af 2 Carles Puigdemont ankommer til parlamentet inden sin tale. Foto: AP
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen