Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton, 68, gennemgik tidligere i år en operation, der hidtil har været holdt skjult for de amerikanske vælgere.
Det viser en detaljeret sundhedsattest, som Hillary Clintons læge offentliggjorde onsdag.
Læge Lisa Bardack skriver, at Clinton ved et ambulant indgreb i januar fik lagt dræn i øret, efter at hun havde udviklet en sinus- og ørebetændelse, der gav smerter i venstre øre.
Ifølge attesten blev infektionen behandlet med antibiotika og steroider, og to måneder senere var symptomerne væk.
I marts fulgte lægen op med en hjerne- og sinus-skanning, der ikke gav anledning til bekymring.
- Skanningen viste ingen anormalitet i hjernen, skriver Bardack.
Lungebetændelse
Efter sit ildebefindende søndag er Hillary Clinton blevet kritiseret for ikke at være åben omkring sit helbred.
Dramatisk video: Her kollapser Clinton på vej ind i bil
Clinton kollapsede på vej ind i en bil, efter at hun havde deltaget i en mindehøjtidelighed i New York for ofrene for terrorangrebet 11. september 2001.
Det kom efterfølgende frem, at hun var i behandling med antibiotika på grund af en lungebetændelse.
Hillary Clinton har været sygemeldt efter den dramatiske episode, der blev filmet med en mobiltelefon. Hun vender tilbage til valgkampen torsdag, oplyser hendes kampagne.
Efter Hillarys kollaps: Derfor har Trump fået ny stil
Clinton-kampagnen har nu valgt at lægge alle kortene på bordet med en detaljeret sundhedsattest.
I attesten skriver læge Lisa Bardack, at Hillary Clinton bliver behandlet for en bakteriel lungebetændelse, der ikke er smitsom.
Ifølge lægen er præsidentkandidaten blevet undersøgt adskillige gange siden fredag, og der skulle ikke være noget til hinder for, at hun fortsætter valgkampen.
- Resten af hendes undersøgelser var helt normale, og hun er i en fremragende fysisk tilstand, står der i lægeerklæringen.
Her fremgår det i øvrigt, at Hillary Clintons kolesteroltal og blodtryk er normale.
Overvægtig Trump
Hillary Clintons rival i kampen om Det Hvide Hus, republikaneren Donald Trump, er også blevet opfordret til at offentliggøre sine lægejournaler.
Trump erkender overvægt: Så meget vil han tabe sig
For at imødegå kritikken deltog Trump onsdag i et interview med den kendte tv-læge Mehmet Oz.
Trump, 70, havde dog kun medbragt et enkelt papir fra sin læge, hvor det blandt andet fremgik, at hans vægt er 107 kilo, hvilket giver ham en BMI på 29,6, der viser, at han er overvægtig.
- Jeg vil gerne tabe mig syv til ni kilo, sagde Donald Trump til 'The Dr. Oz Show', der bliver sendt på tv torsdag.