Amy Coney Barrett blev natten til tirsdag godkendt i Senatet som ny højesteretsdommer. Det kaldes en sejr for Donald Trump, og nederlaget for den demokratiske lejr kan mærkes.
Den demokratiske senator Elizabeth Warren lægger ikke skjul på sin skepsis.
'Det er en mørk dag,' skriver hun på det sociale medie Twitter.
'Men det er vigtigt at huske, hvorfor republikanerne kæmpede så meget for at stjæle pladsen i højesteretten. De har indset et faktum, der har rystet dem i deres grundvold: Det amerikanske folk er ikke på deres side.'
Artiklen fortsætter under billedet ...
Også Kamala Harris, der er opstillet som kandidat til posten som vicepræsident for Demokraterne, udtrykker sin foragt for godkendelsen.
'Vi vil ikke glemme dette,' skriver hun på Twitter.
Hun kalder det en 'illegitim proces', der har til hensigt at være med til at afskaffe sundhedsreformen - også kaldet Obamacare i daglig tale.
Glædens dag i Trump-lejren
I modsatte grøft står Republikanerne.
Vicepræsident Mike Pence takker på Twitter den republikanske senator Mitch McConnell, der er leder af det republikanske flertal i Senatet, for sejren, da han sammen med 52 republikanske senatorer stemte for godkendelsen af den nye højesteretsdommer.
'God afstemning! En stor dag for USA!' skriver han.
Mitch McConnell selv kalder Amy Coney Barrett 'en af de mest imponerende nominerede til en offentligt embede', og han glæder sig over, at hun vil sidde i stillingen som højesteretsdommer for livet.
Fløjkrig over pladsen i højesteret
Valget af den 48-årige Amy Coney Barrett vakte debat allerede fra start.
Demokraterne kritiserede Donald Trump for, at han indstillede en republikansk dommer til stillingen i højesteret så kort tid inden det amerikanske præsidentvalg 3. november.
Det er nemlig den siddende præsident, der skal udpeget højesteretsdommere, og Demokraterne havde ønsket, at det ville være vinderen af valget, der fik lov.
Men præsident Donald Trump gik videre med processen til stor frustration for den demokratiske lejr. Ikke mindst fordi Republikanerne i 2016 blokerede for, at den daværende præsident Barack Obama udpegede en ny højesteretsdommer med begrundelsen, at det var for tæt på valget.
I nyere tid er der ifølge Reuters aldrig blevet bekræftet en højesteretsdommer så tæt på et præsidentvalg i USA, og Demokraterne mener, at beslutningen blev hastet igennem.