Corona får Trump til at droppe del af partikonvent

Trump aflyser sit konvent i Florida i august. Den formelle nominering finder fortsat sted i North Carolina

Donald Trump aflyser Republikaneres konvent i Florida, fordi delstaten aktuelt er blandt de hårdest ramte med hensyn til nye tilfælde af coronasmittede personer. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Donald Trump aflyser Republikaneres konvent i Florida, fordi delstaten aktuelt er blandt de hårdest ramte med hensyn til nye tilfælde af coronasmittede personer. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, dropper Republikanernes konvent i august i Jacksonville i Florida på grund af en opblussen af virusudbruddet i delstaten.

Det oplyser Trump på et pressemøde i det Hvide Hus sent torsdag aften dansk tid.

Trump siger, at det ikke er det rette tidspunkt at holde et stort konvent med masser af mennesker. Han tilføjer, at den primære årsag til aflysningen er hensynet til folks sikkerhed.

- Jeg kunne forestille mig medierne sige 'uh, det her er meget usikkert', siger Trump.

- Det er svært for os at sige, at vi vil have en hel masse mennesker samlet på et sted og samtidig sige til andre, at det bør de ikke gøre, siger han.

Oprindeligt var Charlotte i North Carolina udpeget til at være vært for konventet, hvor partiets delegerede formelt skal nominere Trump som partiets kandidat til præsidentvalget i november.

Men i begyndelsen i juni meddelte Trump, at en del af konventet skulle afholdes i Jacksonville i Florida fra 24. til 27. august.

Det skete som reaktion på, at guvernøren i North Carolina ikke ville garantere Trump, at han ville få lov til at afholde en stor begivenhed med mange mennesker i delstaten.

De delegerede vil dog fortsat mødes som planlagt i North Carolina 24. august, oplyser Trump på sit pressemøde.

Han vil også stadig holde en tale til de delegerede efter den officielle nominering 24. august i North Carolina, men på en 'anden måde' end normalt.

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er informeret om det aflyste arrangement i Jacksonville, oplyser Trump.

Florida har de seneste uger oplevet en stor stigning i de daglige tilfælde af coronasmittede personer.

I alt er næsten 390.000 personer i delstaten blevet bekræftet smittede med virusset. Det er blandt det højeste af samtlige amerikanske delstater. Omkring 5600 personer er døde som følge af covid-19 i Florida.

Donald Trump søger genvalg ved præsidentvalget 3. november og er Republikanernes eneste kandidat.

Den tidligere vicepræsident Joe Biden har allerede fået nok delegerede til at vinde nomineringen som Trumps demokratiske modstander.

Demokraterne holder partikonvent i Milwaukee, Wisconsin, fra 17. til 20. august, hvor Biden officielt vil blive nomineret som præsidentkandidat.

40 kommentarer
Vis kommentarer