Danmark skruer op for luftindsatsen i Afghanistans nærområde

Forsvarsministeriet kan ikke oplyse, hvor mange danske militærfly der er i området omkring Afghanistan

Mette Frederiksen kunne mandag ikke svare på, om afghanske ansatte på den danske ambassade kan komme ud af landet.

Der er tirsdag formiddag 'yderligere dansk militær flykapacitet' i nærområdet omkring Afghanistan, end der var søndag aften.

Det skriver Forsvarsministeriet på Twitter.

Forsvarsministeriet kan ikke oplyse, hvor mange fly der er i nærområdet.

- Forsvaret fortsætter den operative indsats under meget vanskelige vilkår. Beslutninger truffet over weekenden betyder, at der nu er yderligere dansk militær flykapacitet i nærområdet. Vores fulde fokus er fortsat at gennemføre evakueringer fra Afghanistan, udtaler forsvarsminister Trine Bramsen (S) i tweetet.

Sent søndag aften oplyste Trine Bramsen, at danske militærfly var i området omkring Afghanistan.

Da kunne forsvarsministeren heller ikke oplyse, hvor mange fly der var tale om, eller hvilken type fly det er.

Danmark er i øjeblikket i gang med at evakuere udsendte medarbejdere, lokalt ansatte og danskere, der befinder sig i landet, fra Afghanistan.

Ifølge Berlingske sker det med hjælp fra Jægerkorpset, der ifølge avisens oplysninger er til stede i Kabul.

Avisen skriver også, at de mennesker, der skal evakueres, bliver fløjet fra Afghanistan til Pakistan med Forsvarets Hercules-transportfly.

Berlingske skriver, at avisen har oplysningerne fra unavngivne kilder med indsigt i sagen.

Forsvarsministeriet kan over for Ritzau hverken be- eller afkræfte Berlingskes oplysninger. Det kan heller ikke sige, om der er personer fra Forsvaret på jorden i Afghanistan.

Mandag bekræftede udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Pakistan bistår med de danske evakueringer fra Kabul.

To fly fra SAS er landet i Pakistans hovedstad, Islamabad, tirsdag, fremgår det af tjenesten Flightradar24, der overvåger flytrafik. SAS vil ikke oplyse, om de to fly deltager i evakueringen.

Ifølge Flightradar24 er de to fly ikke lettet fra Islamabad.