Danmark til grin: 1574 udviste kriminelle kom retur

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil nu have skærpet straffen for at bryde et indrejseforbud

1.574 udviste kriminelle har på fem år fået dom for at bryde et indrejseforbud. (POLFOTO)
1.574 udviste kriminelle har på fem år fået dom for at bryde et indrejseforbud. (POLFOTO)

Kriminelle udlændinge, der er blevet udvist af Danmark, rejser fortsat i stor stil tilbage over den danske grænse. Det afslører en aktindsigt, Ekstra Bladet har søgt hos Anklagemyndigheden.

Heri fremgår det, at 323 udlændinge sidste år fik en dom for at bryde et indrejseforbud, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til 2016.

Samlet set har alt 1574 kriminelle udlændinge fået en dom for ulovlig indrejse de seneste fem år.

Politikere fra begge fløje af Folketinget har ellers i årevis diskuteret, hvordan man kunne bremse den ulovlige indrejse. Et af forslagene har været at skærpe straffen, hvilket eksempelvis både Mette Frederiksen (S), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), Karsten Lauritzen (V) og Søren Pape Poulsen (K) tidligere har turet frem med i 2014 og 2015.

Krimi Udviste kriminelle kommer tilbage: Hjemmerøvere, indbrudstyve og voldsmænd

Derfor giver det i praksis kun 20 dages fængsel, når udviste kriminelle bryder et indrejseforbud første gang, hvilket eksempelvis den udviste sigøjnergangster Jura Levakovic oplevede i sidste måned, da han blev taget i at rejse ulovligt ind i Danmark.

Indrejseforbud

Indrejseforbud reguleres i Udlændingeloven paragraf 59 b, hvor der er hjemmel til at give indtil 3 års fængsel.

Anklagemyndigheden har dog meldt ud, at følgende sanktionspåstande som udgangspunkt anvendes i sager om overtrædelse af paragraf 59:

Ubetinget fængselsstraf:

Førstegangstilfælde: 10-60 dages fængsel.

Anden gang: 2-4 måneders fængsel.

Tredje gang: Mere end 4 måneders fængsel.

Og det er ikke godt nok, mener Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand:

– Det er behov for, at man strammer loven for at bryde et indrejseforbud, så der er en følelig straf. 20 dage er alt for lidt. Den nuværende regering har jo tidligere også ment, da de ikke sad i regering, at det var en god idé, men siden er der fået nøl i den.

– Derfor vil vi nu genfremsætte et forslag, vi ikke tidligere har kunnet få opbakning til, hvor vi lægger op til en minimumsstraf på et års fængsel. Det vil samtidig betyde, at straffen er lang nok til, at afsoningen kan ske i hjemlandet, siger han.

Ikke dansk fængsel

Hos Socialdemokratiet er man også klar til at skærpe straffen, fortæller retsordfører Trine Bramsen.

I dag vil det ifølge EU-regler kræve en straf på minimum seks måneder for, at de danske myndigheder kan sende en udlænding til afsoning i hjemlandet.

– Det er kun rimeligt, at der er en hård straf for at bryde et indrejseforbud. Dilemmaet er, hvis vi skal have dem siddende og afsone i danske fængsler, så danske skatteydere hænger på regningen.

– Derfor er det også vigtigt, at vi hæver straffen så meget, at vi opfylder den nedre grænse for, hvornår vi kan sende folk hjem til afsoning. Det vil jeg derfor nu tage det op med ministeren for at se, hvordan vi kan gøre det, siger hun.

Fra 1. januar og frem til 8. februar 2018 har 27 udlændinge fået dom for at bryde et indrejseforbud.

***

Inger Støjberg:

- Drøfter gerne strafniveauet

Udlændinge - og integrationsminister Inger Støjberg(V) er åben overfor at diskutere strafniveauet for at bryde et indrejseforbud. (POLFOTO)
Udlændinge - og integrationsminister Inger Støjberg(V) er åben overfor at diskutere strafniveauet for at bryde et indrejseforbud. (POLFOTO)

Udlændingeloven hører under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Ekstra Bladet ville gerne interviewe ministeren om, hvorvidt hun mener, at straffen for at bryde et indrejseforbud skal skærpes, men hun har i stedet sendt et skriftligt svar:

- Jeg har ingen fine fornemmelser, når det handler om at straffe kriminelle af den her type og drøfter gerne strafniveauet med partierne, men jeg tvivler på, at det er en reel løsning på problemet, da denne gruppe af forhærdede kriminelle nærmest er immune over for straf og ser stort på indrejseforbuddet. 

- Jeg mener derfor, at det handler om at få dem hurtigst muligt på et fly hjemad, når de opdages her i landet – og så vidt som overhovedet muligt for egen regning, så det bliver en dårlig forretning for dem at komme her. Derfor skal vi – udlændingemyndighederne, politiet og andre relevante myndigheder – være bedre gearet til, at vi kan reagere lynhurtigt og håndfast, så snart en udvist udlænding opdages her i landet.

- Jeg vil derfor mødes med justitsministeren for at drøfte udfordringerne og se på, om vi i dialog med disse EU-borgeres hjemlande kan finde på yderligere måder at samarbejde på, der sender et klart signal om, at udvisning og indrejseforbud skal respekteres, skriver Inger Støjberg.

Inger Støjberg røg i 2015 i verbalt clinch med den udviste tidligere bandeleder Danny Abdallah under en debat på Ekstra Bladet TV.

1227 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere