Danmark trækker Esbern Snare hjem

Udenrigspolitisk Nævn giver regeringen opbakning til, at "Esbern Snare" skal trækkes hjem fra piratmission

Udenrigsminister Jeppe Kofod har indkaldt partierne i Udenrigspolitisk Nævn til møde med et punkt på dagsordenen: Ruslands styrkeopbygning i og omkring Ukraine. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Jeppe Kofod har indkaldt partierne i Udenrigspolitisk Nævn til møde med et punkt på dagsordenen: Ruslands styrkeopbygning i og omkring Ukraine. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Følg Politik

Fregatten 'Esbern Snare' trækkes straks hjem fra Guineabugten ud for Vestafrikas kyst.

Den skal i stedet indgå i det beredskab, som Nato har bedt Danmark bidrage til i forbindelse med Ukraine-konflikten.

Det fortæller forsvarsminister Morten Bødskov (S) efter et ekstraordinært møde fredag i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Vi har fået en anmodning fra Nato om at styrke vores beredskab og vores bidrag til afskrækkelsen. Vi har fået et ønske og anmodning om at styrke beredskabet med en af vores fregatter, siger han.

På fredagens møde har nævnet givet regeringen opbakning til at hjemtage 'Esbern Snare'. Fregatten har siden oktober været på mission for at beskytte skibstrafik mod piratangreb, og opgaven stod først til at slutte til april.

- Det er vi glade for, at vi har fået nævnets opbakning til. Det er en stor ændring af indsatsen i Guineabugten. Besætningen har gjort en fantastisk indsats for danske rederier og skibe i kampen mod pirater, siger Morten Bødskov.

Han afviser at kommentere, om fregatten kan blive sendt til området nær Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014, eller om der er yderligere ønsker fra Nato.

Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet og deltidsprofessor ved Center for War Studies ved Syddansk Universitet (SDU), mener, at ønsket fra Nato kommer på et belejligt tidspunkt for regeringen.

- Der er flere, der har kritiseret operationen (antipirateri i Guineabugten, red.) for ikke at være særligt virkningsfuld. Nu har regeringen så mulighed for at sige: 'Nato har ringet, og derfor er vi nødt til at trække krigsskibet hjem'.

- Det ville ikke overraske mig, hvis den slags ting også spillede ind, siger deltidsprofessoren, som mener, at der har været 'bøvl' for den danske fregat med blandt andet tilbageholdte formodede pirater.

Det er ikke meldt ud endnu, hvor 'Esbern Snare' præcist skal sættes ind. Det afhænger af den konkrete situation, men det kan dog eksempelvis være i Østersøen, hvor Danmark allerede har et krigsskib, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

USA's præsident, Joe Biden, har flere gange sagt, at en russisk invasion af Ukraine kan være lige op over. Rusland har gentagne gange afvist, at landet påtænker et militært angreb.

Over 100.000 russiske soldater menes at være opmarcheret i området nær grænsen til Ukraine.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger, at situationen i og omkring Ukraine bliver mere og mere anspændt.

- Det er helt uhørt, det vi ser nu. Det ligner det, som amerikanerne også har været ude at advare om, et forsøg på med ulovlige angreb og våben at provokere ukrainerne til modsvar, som så skaber grundlaget for en invasion, siger Jeppe Kofod.

Hverken Morten Bødskov eller Jeppe Kofod vil sige, om USA har delt efterretninger om en russisk invasion med Danmark trods gentagne spørgsmål fra pressen.

Esbern Snare vil hurtigst muligt sejle mod Danmark, og den forventes tilbage i første uge af marts. Når fregatten kommer hjem, skal den gøres klar til det skærpede beredskab i Natos reaktionsstyrker.

Danmarks samlede fregatbidrag består ud over 'Esbern Snare' af op til 175 personer. Det inkluderer blandt specialoperationsstyrker, militærpoliti og kirurghold.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan der kan se ud ombord på et af Søværnets sejlende supervåben, så har Ekstra Bladet tidligere besøgt fregatten Peter Willemoes. Kom med ombord her.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind