Danmarks første nye kampfly bliver billigere

Produktionen af de nye F-35-kampfly er så meget på skinner, at prisen nu falder på de første danske fly

Danmarks nye kampfly bliver markant billigere. Her testes et F-35-kampfly i Phoenix hos producenten Lockheed Martin. Arkivfoto: Martin Lehmann
Danmarks nye kampfly bliver markant billigere. Her testes et F-35-kampfly i Phoenix hos producenten Lockheed Martin. Arkivfoto: Martin Lehmann

De første af Danmarks 27 nye kampfly bliver billigere end først antaget.

Det er meldingen fra producenten, Lockheed Martin, efter at den amerikanske våbengigant har indgået en aftale om prisreduktion med det amerikanske forsvarsministerium.

Prisnedsættelsen er på 12,8 procent og er ifølge Lockheed Martin blevet mulig som følge af "smarte opkøb" og en generel effektivisering af produktionen.

For Danmarks vedkommende betyder det i første omgang, at de syv første fly bliver billigere end aftalt.

Og det glæder forsvarsminister Trine Bramsen (S).

- Jeg er naturligvis glad for, at vi har fået klarhed over prisen for de første danske kampfly – og ikke mindst, at den er blevet lavere end forudsat.

- Når det er sagt, ændrer det grundlæggende ikke meget på den samlede økonomi i hele kampflyprogrammet, hvor der også har været udgifter, der har trukket den anden vej, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ministeren henviser her blandt andet til de ekstra udgifter ved en nødvendig flytning af det anlæg, der fra 2023 skal huse de nye fly på Flyvestation Skrydstrup.

Derfor afviser Trine Bramsen også spørgsmålet om, hvorvidt den lavere pris giver anledning til igen at overveje, om Danmark skal købe flere end de 27 fly.

- Aktuelt er der ikke konkrete drøftelser om at købe flere fly, siger Trine Bramsen.

FAKTA: Nye kampfly leveres drypvis over seks år

En ny aftale mellem det amerikanske forsvarsministerium og våbenproducenten Lockheed Martin betyder, at prisen på F-35-kampflyene sættes ned.

For Danmark betyder det et prisfald på de første syv fly, der skal leveres i henholdsvis 2021 og 2022.

Prisfaldet vil sandsynligvis også komme til at gælde de næste fly, som Danmark køber, da den lavere pris er drevet af, at Lockheed Martin har fået de generelle produktionsomkostninger ned.

Der er afsat godt 16 milliarder kroner til at anskaffe de 27 danske F-35'ere. Heraf er lige over 13 milliarder afsat til indkøbet af selve flyet samt fire flysimulatorer, mens de resterende cirka tre milliarder er til støtteudstyr og andet grej.

I alt er der afsat cirka 57 milliarder kroner til indkøb og drift af de 27 kmmapfly frem til år 2049.

Her følger planen for, hvornår de enkelte fly leveres:

* 2021: De første fire af de nye fly leveres. Det sker på Luke Air Force Base i Arizona, USA, hvor en dansk pilot for første gang får mulighed for at flyve et F-35-fly.

* 2022: Tre fly leveres. (Danmark har valgt at udskyde leveringen af tre fly)

* 2023: Ti fly leveres.

* 2024: Fire fly leveres

* 2025: Tre fly leveres.

* 2026: De resterende tre F-35-fly leveres.

* Før indkøb af de sidste seks fly gøres status. Forligskredsen kan her beslutte at købe færre fly, hvis de første 21 fly ikke er leveret rettidigt og til den forventede pris.

* Syv af flyene skal blive mere eller mindre permanent på Luke Air Force Base til træning og uddannelse.

Kilder: Forsvarsministeriet.

154 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere