Dansk demokrat: Træk dig, Sanders

Ifølge David Miller fra Democrats Abroad Denmark må Bernie Sanders ikke vente med at trække sig som i 2016

Foto: Jonathan Ernst / Reuters
Foto: Jonathan Ernst / Reuters

Hvis demokraten Bernie Sanders vil trække sit kandidatur, bør han gøre det nu frem for ved Demokraternes konvent til juli.

Det siger grundlægger og tidligere formand for Democrats Abroad i Danmark David Miller, efter at Joe Biden ifølge de amerikanske mediers prognoser står til at vinde i fire delstater ved tirsdagens primærvalg.

- Trækker Bernie Sanders sig tidligere, kan alle Demokrater hurtigere bakke op om én kandidat og give Joe Biden længere tid til at påvirke de amerikanske vælgere frem mod præsidentvalget i november, siger David Miller.

Frem mod præsidentvalget i 2016 valgte Bernie Sanders først at trække sig til konventet i juli, hvor Hillary Clinton blev udpeget som Demokraternes præsidentkandidat.

Joe Biden står til at blive den helt store vinder ved minisupertuesday, hvor seks delstater afholder primærvalg og vælgermøder.

Prognoser viser, at den tidligere vicepræsident vinder i Michigan, Missouri, Mississippi og Idaho.

Her er der henholdsvis 125, 68, 26 og 20 delegerede på spil.

Skulle Bernie Sanders trække sig, har Joe Biden brug for alle Bernie Sanders' støtter, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at slå Donald Trump ved præsidentvalget til november, mener David Miller.

- Det kan være svært at få Bernie Sanders' kernevælgere til at stemme på Joe Biden. Ligesom vi så med Hillary Clinton i 2016.

- Men hvis Joe Biden gør indrømmelser, for eksempel går med til at sløjfe al studiegæld, kan det overtale mange af vælgerne, siger David Miller.

Bernie Sanders har tidligere udtalt, at såfremt han trækker sig fra kampen om Demokraternes nominering, vil han støtte Joe Biden.

Bernie Sanders har endnu ikke udtalt sig efter tirsdagens primærvalg.

FAKTA: Det viser de første prognoser minisupertirsdag

Ved Demokraternes primærvalg og vælgermøder minisupertirsdag er der delegerede på spil i Idaho, Michigan, Mississippi, Missouri, North Dakota og Washington.

Sådan ser de første prognoser ud ifølge amerikanske medier:

* Idaho, primærvalg, 20 delegerede.

* Michigan, primærvalg, 125 delegerede: Joe Biden.

* Mississippi, primærvalg, 36 delegerede: Joe Biden.

* Missouri, primærvalg, 68 delegerede: Joe Biden.

* North Dakota, vælgermøder, 14 delegerede: For tæt til at kunne pege på en vinder.

* Washington, primærvalg, 89 delegerede.

Kilder: AFP, Reuters, CNN.

37 kommentarer
Vis kommentarer