Hvert år går der 384.000 skattefri kroner ind på danske EU-politikeres konti.
Der er absolut ingen krav om kontrol med de såkaldte blyantspenge, og de kan ifølge EU’s regler bruges på både at spise, drikke og rejse. Og det gør politikerne.
Det er nemlig fuldstændig efter reglerne, der har været gældende siden 2009, hvor der kom en stramning af rejse- og diæt-reglerne i EU.
Danske EU-politikere skjuler 25 mio kroner: Her er forklaringerne
Ingen beviser
Fra 1. juli 2009 skal medlemmerne aflevere bevis for, hvordan og hvor mange penge de har rejst for.
Bare ikke for de såkaldte blyantspenge. I reglerne står, at hvert medlem modtager 4299 euro (ca. 32.000 kroner, red.) om måneden til sekretariatsudgifter eller blyantspenge, som pengene er blevet døbt i Danmark.
– MEP’erne (medlemmerne af Europa-Parlamentet, red.) behøver ikke levere noget bevis for omkostningerne, så MEP’erne kan også bruge pengene som ekstra løn, står der stort på hvidt på sitet www.euabc.dk.
46 millioner kroner
Da Søren Søndergaard og Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU begge har fremlagt for Ekstra Bladet, hvad de har brugt/bruger deres blyantspenge til, har vi valgt at fokusere på de i alt 18 øvrige folkevalgte politikere fra DF, Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, SF og Radikale, der har siddet og vil sidde i parlamentet fra 2009 til næste EU-valg i 2019. De vil i den periode modtage 46 millioner kroner i blyantspenge. Se regnestykket i ’Sådan gjorde vi’ nederst på denne side.
De lover og lover
Indtil 1. december i år har de danske medlemmer modtaget ca. 25 millioner kroner i såkaldte blyantspenge– helt præcis 24.920.000 kroner.
Selv om EU-politikere som SF’s Margrete Auken, Venstres Jens Rohde og Socialdemokraternes tidligere medlem og nuværende fødevareminister Dan Jørgensen gentagne gange har forsøgt at høste popularitets-point på bedre kontrol med pengene, vil ingen af dem i dag lægge deres egne bilag frem.
Ekstra Bladet har forsøgt at kontakte alle 18 danske politikere, der sidder eller har siddet i Europa-Parlamentet for DF, Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, SF og Radikale siden 2009.
Ingen af dem ønsker at fremlægge bilag eller dokumentation for, hvad pengene er gået til.
SF: Et pladderforslag
Og både Margrete Auken (SF), Jeppe Kofod (S) og Ole Christensen (S) har stemt nej til at indføre kontrol med blyantsmidlerne.
– Vi stemmer ikke bare for, hvis der kommer et eller andet pladderforslag, siger Margrete Auken eksempelvis til Ekstra Bladet.
Hun skal have den lille ros, at hun har været til at få fat i. Det har været langt sværere med en række af de øvrige politikere, der tilsyneladende ikke havde lyst til at tale om den hemmelige guldkalv. De øvrige har enten svaret via sms eller via deres rådgivere.
------
Ekstra Bladet beklager:
’Ekstra Bladet skrev søndag i artiklen ’Danske EU-politikere skjuler bilag for millioner’ at ingen danske EU-parlamentarikere (bortset fra Folkebevægelsen mod EU) har ønsket at lægge dokumentation frem for deres blyantspenge. Margrete Auken tilbød imidlertid i et interview tirsdag, at Ekstra Bladet kan se hendes bilag, hvilket Ekstra Bladet naturligvis sagde ja til. I de følgende dage forsøgte vi gentagne gange at få kontakt med Margrete Aukens assistent uden at få svar på, hvornår vi kunne få bilagene at se.
Ekstra Bladet beklager, at vi ikke citerede Margrete Auken for følgende: ’Hos SF kontrollerer vi alle vores bilag selv. Du kan komme og se vores bilag. Det er der ingen problemer i. Jeg har samlet bilag, siden jeg blev valgt ind og vil, når jeg stopper, sende det overskydende beløb tilbage til parlamentet.’
Citatet røg ud af teksten ved en fejl og derfor er det heller ikke korrekt, at vi skrev, at Margrethe Auken ikke ønskede at fremlægge sine bilag.