Dansker med hipsterskæg vil være borgmester i tysk by

Tysk medie vurderer, at 46-årig dansker har gode chancer for at blive overborgmester i Rostock

Den selvlærte forretningsmand, Claus Ruhe Madsen, stiller op til valg i Rostock. Foto: Bernd Wüstneck/dpa
Den selvlærte forretningsmand, Claus Ruhe Madsen, stiller op til valg i Rostock. Foto: Bernd Wüstneck/dpa

46-årige Claus Ruhe Madsen stiller op til valget som overborgmester i den nordtyske by Rostock, det skriver Bild.

Avisen vurderer, at danskerens chance for at vinde valget er ganske fornuftig. Og skulle han gå hen og vinde, så bliver han den første overborgmester i en tysk storby, der ikke er tysk statsborger.

Claus Ruhe Madsen er partiløs, men bakkes op af de lokale konservative i CDU og liberale i FDP. Indtil for nylig var han præsident for det lokale industri- og handelskammer, skriver Bild.

Han beskriver, hvordan han står for en anderledes politisk stil, der især skal præges af dialogens vej, og som forretningsmand er han tættere på byens puls end en professionel politiker.

Sine danske aner lader sig ikke fornægte, når han bevæger sig rundt på sin tre-hjulede ladcykel gennem byen.

På sin hjemmeside fortæller Claus Ruhe Madsen, at han har boet i Rostock i 20 år, og at han fortsat regner med at blive i byen, hvor han bor med sin familie.

Han er født i København, men opvokset nord for København. Siden flyttede han med familien til Vesterhavet, hvor han gik på gymnasiet i Struer.

Et år før den afsluttende eksamen droppede han dog ud af skolen og brugte derefter et halvt år på at arbejde på en fiskekutter.

Han søgte tilbage på gymnasiet, og efter eksamen satte han kursen sydpå til Tyskland med 3000 kroner på lommen.

I første omgang flyttede han til Ruhr-distriktet, hvor han fik arbejde i et skandinavisk møbelhus.

Siden startede han sit eget møbelfirma. Senere grundlagde han et firma, der i første omgang solgte softice ved stranden i Warnemünde, en forstad til Rostock.

Siden blev handel med autocampere føjet til forretningen.

Nu stiller manden med hipsterskægget så op til posten som overborgmester i den nordtyske kystby.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere