Danskere blander sig i brexit-protest i Londons gader

Den danske del af Europabevægelsen er lørdag i London for at demonstrere mod brexit, der lørdag stemmes om

Mange mennesker er mødt frem til protesterne i London. Foto: Niklas Helle'n/Ritzau Scanpix
Mange mennesker er mødt frem til protesterne i London. Foto: Niklas Helle'n/Ritzau Scanpix

Titusinder af protesterende borgere er lørdag gået på gaden i London med opråb til det britiske parlament, der netop nu sidder i en langvarig debat i Underhuset for at stemme om premierminister Boris Johnsons brexit-aftale.

Borgerne er samlet under en demonstration kaldet People's Vote March, der arbejder for en ny folkeafstemning om brexit og håber på, at Storbritannien alligevel bliver i EU.

Den danske gren af Europabevægelsen, der er for EU, har sendt tre medlemmer til London for at gå med i marchen.

Næstformand Jens-Kristian Lütken befinder sig derfor lørdag eftermiddag i menneskemængden.

- Vi er en lille gruppe på tre medlemmer fra Danmark, og vi marcherer gennem gaderne hen til parlamentet, hvor der så er taler. Men vi rykker os stort set ikke ud af flækken lige nu. Det tager tid at få så mange mennesker igennem.

- Vi er lidt mindre denne gang, end sidst vi marcherede. Jeg tror, at nogle lidt har opgivet håbet, fordi det jo er i dag, at der skal stemmes, siger han.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Parlamentet skal lørdag stemme om brexit-aftalen, som Boris Johnson har forhandlet på plads med EU's ledere.

Storbritannien er endegyldigt på vej ud af EU, hvis 320 af Underhusets medlemmer stemmer for aftalen.

Men den tidligere konservative parlamentariker Oliver Letwin, der er blevet smidt ud af partiet for at gå imod regeringen, har fremsat et ændringsforslag, der kan ændre på tidsplanen.

Det indebærer, at en endelig, parlamentarisk godkendelse af brexit-aftalen først sker, når den lovgivning, som er nødvendig for aftalen, er kommet sikkert gennem parlamentet.

Ændringsforslaget skal til afstemning lørdag og kan betyde, at afstemningen om Boris Johnsons aftale bliver udskudt.

32 kommentarer
Vis kommentarer