1. maj - hvad skal vi efterhånden med den kampdag?

 

Det er 1. maj på søndag. Hvad skal vi nu om dage med Arbejdernes internationale kampdag?

Ret beset nåede arbejderbevægelsen vel sit rettighedsmæssige højdepunkt for et par år siden, da et højt fravær i hovedstadens daginstitutioner grundede i, at man havde indført ’øvdage’. Kan man drive lønmodtagerkampen meget videre end at lade det være op til de ansattes velbefindende, om de føler for at møde på arbejde?

Hvad der i det 19. og 20. århundrede blev kæmpet for - blandt andet gennem forsamlinger ved 1. maj i Fælledparken i København - er siden opnået med en succesrate, der ikke alene fik en LO-formand til for flere årtier siden at konstatere, at der var ' sejret ad helvede til', men også er blevet det egentlige problem.

Lige så indlysende gælden til bevægelsen er, lige så åbenlyst er det, at både ’arbejderen’ og dermed ’arbejderbevægelse’ og ’arbejderparti’ er blevet et relativt begreb. Som et ekkolod tabt ned i dansk politiks plumrede gadekær. Det sender vanskeligt aflæselige signaler til overfladen. Ikke mindst på skærmen hos socialdemokraterne.

For et par år siden stod jeg foran scenen i Fælledparken. En tagdækker i sin bedste alder lå på et tæppe foran 1. maj-scenen i Fælledparken. Iklædt en øl. Samt en joint. Og med bar gennemtatoveret overkrop. Han ventede på, at statsminister Helle Thorning-Schmidt kom og talte.

’For traditionens skyld,’ understregede han. For når man tjener over 400.000 kroner om året kan man ikke stemme socialdemokratisk. Man vil hellere stemme på et parti, der vil have skatten ned, lød pointen.

’Arbejderpartiets’ snart 150-årige politiske kontrakt med 1. majtænkningen og -traditionen har længe været i opløsning.

Arbejdernes internationale kampdag har i de seneste år handlet mere om, hvor upopulær socialdemokraterne og partiets leder er end noget andet. Om hvorvidt taleren kommer til at dukke sig for diverse fødevarer kastet af ’sultens slavehær’.

I år stiller Mette Frederiksen sig for første gang op som ’formand’ og skuer ud over Fælleden. Til venstre har hun formentlig udsigt til ’Rulle Kebab’ og ’Thai Food’. Til højre ’Flying Pizza’. I midten ’sultens slavehær’, som hun lige som sin forgænger vil sige ’ser fantastisk ud’. Til trods for at halvdelen er gymnasieelever opstemte af pokalpilsnere og hinandens selskab.

’1. maj er en dag, hvor vi samles for at vise, at fællesskab og solidaritet er vigtigt,’ vil det lyde – eller noget i den retning.

Samtlige talere i Fælledparken i år kvinder. LO-formand Lizette Risgaard, formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen, SF-formand Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og næstformand for FTF i Region Hovedstaden Vibeke Westh taler på skift fra den store scene. Så også den kamp synes vundet.

'Arbejderparti' er blevet et meget relativt begreb. En størrelse, der ligner et ekkolod tabt ned i dansk politiks plumrede gadekær. Det sender vanskeligt aflæselige signaler til overfladen. Ikke mindst på skærmen hos socialdemokraterne.

Søndag står ’Bevægelsens’ og ’Partiets’ ledere og taler i Fælledparken på Arbejdernes internationale kampdag. I luften står støvet fra de grundstoffer, deres politiske univers på godt og ondt er dannet af. Det røde flag, der smælder. Publikum, der skælder. Måske mere mod deres egne ledere end mod kapitalen. Eller bare mod det hele, fordi ingen længere kan skelne.

I 2013 talte Helle Thorning i Aarhus i egenskab af både S-leder og statsminister. Mødt af en mur af mishag mistede hun ørenlyd. Statsministeren blev angrebet med vandpistol, tomater og af en enkelt tilhører tilmed saluteret med blottet bagdel.

Opgøret med 1. maj-tænkningen begyndte imidlertid længe før, Helle Thorning-Schmidt kom til. Hun var blot en af de første socialdemokratiske formænd til at tale velfærdsstatens universelle rettighedsskrue imod fra netop talerstolen i Fælledparken.

Jeg stod der også sidste år og så arbejderpartiets leder ankomme og køre bort igen. Mens hun ind imellem de to talte med socialdemokratisk ungdom hidkaldt til indstuderet jubel foran scenen. Bagefter var avisernes websider enslydende i deres vinkel: ' Helle overlevede - blev ikke fløjtet ud', ' Thorning slap igennem 1. maj uden buhråb'.

Socialdemokraternes leder førtes ud af Fælledparken, som hun kom ind. I mørk, skudsikker bil, uantastet af omgivelserne, flankeret af et kolossalt opbud af betjente og sikkerhedsfolk. Således afsondret fra sit egentlige ophav må ’arbejderpartiets’ leder nu om dage føres både frem og ikke mindst tilbage.

Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen synes i dag længere borte end nogensinde før fra at genoprette sin kontrakt med det velfærdssamfund, partiet om nogen skabte og for det meste regerede i forrige århundrede.

Det var vel også det, Thomas Nielsens ’vi har sejret ad helvede til’ profeterede.

Siden hans ord har mange af Arbejdernes internationale kampdage med svindende fremmøde været at betegne som ’øvdage’ for parti og bevægelse.

118 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere